Inspiration

Mødre og fædre i litteraturen

Er du interesseret i, hvordan det er at blive mor eller far, hvordan en fødsel opleves, eller har du brug for at blive mødt i din tvivl og ambivalens om forældreskabet eller blot det at være menneske i verden? Litteraturen rummer mange ærlige, sårbare, ambivalente, hyldende og humoristiske portrætter af både mødre, fædre samt forholdet mellem dem og deres børn.

Af Andrea

Mødrene

De sidste 4-5 år er moderskabslitteraturen buldret frem og er med sikkerhed begyndt at lave en strømning i nyere dansk litteratur, hvor mødrenes kroppe, mentale velvære, forhold til deres børn og partnere kommer i spil.

Moderskabslitteraturen er en del af en større bevægelse, hvor litteraturen sætter fokus på det private, og det som ikke fremstår rosenrødt, blandt andet emner som seksualitet, kønsidentitet, psykisk sygdom og andre tabuiserede følelser.

For eksempel udkom Olga Ravns Mit arbejde i 2020 og her satte hun en masse udenoms debat i gang om psykisk sårbarhed og mødrenes rolle gennem historien.

Et nyere eksempel er Ultramarin af Tine Høeg, der udkom sidste år. Her følger vi billedkunstneren Dagny, der har svært ved at finde sin identitet som mor, og herigennem sætter Høeg kritiske spørgsmålstegn til samfundets forestillinger om moderskab. Samtidig fungerer romanen også som en stor hyldest til det at skabe liv. 

Jens Smærup Sørensen hylder også moderskabet i sin roman Mor, som er en fortælling om morens liv, lige fra barnsben til slutningen af livet. Samtidig berører den også Smærups eget forhold til sit ophav, og fremstår som en kæmpe kærlighedserklæring til sin mor.  

Fædrene

Når vi nu skriver vidt og bredt om bøger om moderskab, bør vi også snakke om bøger om faderskab, som er en mindre strømning i den nye danske litteratur. Disse kredser også om parforholdet og relationen til barnet samt det at blive far.

For eksempel berører den franske forfatter Sandrine Collettes i sin nye roman Vi var ulve netop forholdet mellem far og søn i en intens fortælling om en mor, der dør og et liv langt ude i naturen. Eller Rasmus Nikolajsen, der i sin digtsamling Barnevognshaiku skriver om en nybagt fars sansninger og følelser om faderskabet gennem barnevognsture. 

Der ses også et voksende antal autofiktive eller biografiske værker, hvor forfattere skriver stærke personlige fortællinger frem. Gennem litteraturen skrives erindringer om en mor eller far frem, og der gives plads til svære og konfliktfyldte familierelationer. 

I Christian Mørks nye biografi Mine tre forældre fortæller han om sin opvækst med skuespilforældrene Susse Wold, Erik Mørk og Bent Mejding. En ærlig skildring af en far, en mor og en stedfar samt en rørende fortælling forholdet mellem far og søn, svære familierelationer og kærlighed.