Forbudte bøger i USA: Fra Ernest Hemingway til Krause-listen
I uge 41 løber #ForbudteBøger-kampagnen af stablen over hele landet. På Biblioteket har vi fokus på midtvejsvalget i USA og de bandlyste bøger, der godt illustrerer nogle af de værdikampe, der deler vandene.
Helt tilbage fra starten af det 20. århundrede har forskellige historiske perioder skabt røre i (bog)andedammen i USA. For eksempel ville det amerikanske postvæsen ikke levere Ernest Hemingways Hvem ringer klokkerne for i krigstiden i 40'erne, da den blandt andet blev anklaget for at have kommunistiske tilbøjeligheder.
Ray Bradburys science-fiction-roman Fahrenheit 451 indeholdt udfordrende sprogbrug og provokerende bogafbrændinger og blev fjernet fra skoler og biblioteker i 1960'erne omkring samtidig med, at Griberen i rugen af J. D. Salinger blev fjernet grundet bogens beskrivelse af sex, stoffer og heftigt alkoholindtag, der mentes at have dårlig indflydelse på unge læsere.
Siden 70'erne og 80'erne har vigtige stemmer i skildringen af racisme gennem USA's historie og i skønlitteraturen som Toni Morrisons Blå, blå øjne og Maya Angelous Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur mødt tunge skyts blandt andet fra forældregrupper landet over. Senest i 2025 har sidstnævnte også været under beskydning højt oppe i det politiske system.
Et splittet samfund
Den amerikanske politiker Matt Krause forsøgte i 2021 at få fjernet en lang række bøger om blandet andet racisme og LBGTQ+ fra Texas' skoler. Det taler ind i de store konflikter, der har været vedrørende, hvilke bøger skolebørn i USA skal have adgang til.
Nyere eksempler på andre bøger, der i dele af samfundet er blev lagt for had, er Margeret Atwoods Tjenerindens fortælling, som nu fås i en brandsikker udgave grundet afbrændinger af den,André Acimans Call me by your name, der handler om forholdet mellem en teenagedreng og en ung mand, og Maia Kobabes Gender queer, der i et grafisk univers beskriver livet som non-binær og aseksuel.
Bogeksemplerne er kun få ud af mange vigtige værker, der lige nu møder modstand. Konflikten om skolebøger er kun et mikrokosmos i de værdikampe, der lige nu udspiller sig og splitter skoler, byer og familier.