Inspiration

10 uhyggelige underværker til regn og rusk

Allehelgensaften nærmer sig, og det er tid til at dykke ned under uldtæppet til skræmmende fortællinger, der åbner horisonten for underverdener og menneskets skyggesider.

Af Kirstine

Tags

10ere

Fatale forelskelser 

Den store forelskelse kan for nogle komme med en smerte, der ikke kan forløses. I Victoria Kiellands Mine mænd fører en norsk kvindes traumatiske oplevelser med kærligheden hende til USA, hvor nye romantiske bekendtskaber må lide en grufuld skæbne. 

Med Emily Bröntes Stormfulde Højder nåede den victorianske litteratur et stormfuldt højdepunkt, og bogen, om den dengang afgrundsdybe kløft mellem høj og lav stand, er så legendarisk, at den engelske sangerinde Kate Bush ikke skulle forklare sig yderligere, da hun i 70'erne sang om Cathy og Heathcliff.

I Steen Steensen Blichers novelle Hosekræmmeren er den jyske hede udgangspunkt for endnu en umulig forelskelse mellem høj og lav i dette tilfælde i skikkelse af hosekræmmerens datter Cecil og hendes udkårne Esben, hvor forhindringerne fører til Cecils tab af forstanden og en knap så romantiseret Romeo og Julie-udgang og undergang. 

 

Modbydeligt moderskab 

Moderskabet bliver i nogle bøger en metafor for en ukontrollerbar kraft. I Unica Zürns Jerikos trompeter plages en højgravid kvinde af psykoselignende tilstande, mens gysergenrens mest faretruende bevingede væsener flakser rundt i baggrunden. Hvem er dette barn, som hun bærer på? 

Ira Levins Rosemarys Baby kan nærmest karakteriseres som en frontløber for domestic noir-genren, hvor der gennem hjemmets trygge vægge sniger sig, i dette tilfælde, djævelske kræfter ind, og hvor et ungt pars graviditet forvandler deres drømmetilværelse i New York til et levende mareridt. 

 

Dark academia 

En anden ung kvinde bliver på hendes bryllupsdag centrum for en bortførelse og måske et møde med underverdenen, der skaber flere rystelser i et ellers pænt og idyllisk universitetssamfund på den amerikanske østkyst. Joyce Carol Oates leverer med De forbandede en mursten af en page turner. 

Donna Tartt er med Den hemmelige historie nærmere spændingsromanen end gysergenren, men da hovedkarakteren vikles ind i en farlig akademisk leg uden mulighed for at trække sig, føles bogen lige klaustrofobisk som i gysets grundelementer. 

Ian McEwans Soning beskriver, hvordan to barndomsbekendte og universitetsstuderende bliver ofre for en lillesøsters naivitet og jalousi fortalt med et foruroligende nærvær med begivenhedernes gang. 

 

Underbevidsthed og underverden 

Apropos den akademiske verden, så kan man på 118 sider læse Sigmund Freuds klassiske teori om gyset og underbevidstheden i Det uhyggelige, der trods nogle år på bagen stadig er en interessant indføring i, hvordan vi oplever det uhyggelige. Læs også årstidens alletiders gotiske favorit og mesterværk nemlig Mary Shelleys Frankenstein.