10 bøger med sommerfugle
Sommerfugle har i århundreder fascineret mennesker med deres farver, lethed og forvandling fra larve til insekt. De spiller en stor rolle i naturen, men også i litteraturen, hvor de har inspireret naturvidenskabelige værker og fundet vej ind i et utal af romaner, digte og fortællinger. Her får du 10 af de bedste 'sommerfugleværker'.
Af Annebeth
Sommerfuglepassion
I 2024 vandt Michael Stoltze Weekendavisens Litteraturpris for sit fornemme opslagsværk Danske dagsommerfugle, og i 2025 udgav Lea Korsgaard sin personlige beretning om sin sommerfuglebesættelse, Inden året er omme, hvor hun sætter sig for at se alle danske sommerfuglearter på et år. De to bestsellere har fået danskernes interesse for sommerfugle til at eksplodere.
En anden passioneret sommerfugleekspert er den taiwanske forfatter, professor og klimaaktivist Wu Ming-Yi, hvis smukke bog Sommerfuglefortabt nu er oversat til dansk 25 år efter dens udgivelse. Bogen består af 18 poetiske essays, der gennem personlige betragtninger oplyser om Taiwans sommerfugle, klimakrise og menneskets forhold til naturen.
Tre eminente bøger, hvor det er svært ikke at blive smittet af forfatternes store passion for sommerfugle.
Sommerfuglepoesi – og symbolik
I litteraturen optræder sommerfugle ofte som symboler på forandring, sjæl, frihed og skrøbelig skønhed – som et billede på livets cyklus og på de øjeblikke, der kun varer kort tid.
Et eksempel er den russiske forfatter Vladimir Nabokovs biografiske roman Sig frem, erindring, hvor barndommens sommerfuglejagter er magiske og hvor sommerfuglenes metamorfose symboliserer forandringen fra barn til voksen.
I Sommerfugledalen lader Inger Christensen på mesterlig vis sommerfuglene repræsentere livets forløb, forvandling og død gennem et samspil mellem naturen (sommerfuglens livscyklus) og det lyriske jegs personlige erfaringer. Dette forstærkes i formsproget, da de 15 digte hænger sammen i en såkaldt sonetkrans.
Mette Moestrups Butterfly Nebula er nye systemdigte, der indeholder komplekse tekster med sommerfuglen som gennemgående symbol. Tematikker som sygdom og naturkrise behandles med afsæt i Moestrups egne erfaringer med sin autoimmune stofskiftesygdom. Vidste du at skjoldbruskkirtlen har form som en sommerfugl?
Flere sommerfugle
Billedromanen Per henvender sig egentlig til børn fra ca. 8-12 år, men voksne skal ikke snyde sig selv for en fantastisk læseoplevelse af den grund.
Snyd heller ikke dig selv for en sommerfuglesafari ved Flynderupgaard lørdag den 16. maj eller Michael Stoltzes foredrag om danske dagsommerfugle - live på Espergærde Bibliotek, mandag den 11. maj.