Ny billedbog af lokale Anja Hitz og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard
'Vores fugl' er en fortælling om et barns overlevelse i et dysfunktionelt hjem. Det er en både hård og håbefuld bog.
Af Biblioteket
En usynlig ven og en fugl
Fortællingen ’Vores fugl’ fortælles af et ’Vi’, et barn og dennes fantasiven. Vennen er en forsvarsmekanisme. Vennen er farvelagt i grøn, som er bogen eneste farve. Barnet lever et hårdt liv med forældre der drikker, sviner, skændes og overlader barnet til sig selv.
Barnet og fantasivennen skraber penge sammen til at købe en fugl, og vi’et siger
”Vi vil tage den ud af buret ofte.
Vi vil snakke med den og passe på den.
Vi vil altid huske at give den mad.”
Poetisk og nænsom
Vores fugl er et pragteksempel på en billedbog, der behandler et svært emne med poesi og nænsomhed. Og så gror der en vildtvoksende symbolik ud fra bogens sider.
Anja Hitz og Anna Margrethe Kjærgaard er begge vel- og anerkendte kunstnere på den danske børnebogsscene.