Blondie

Debbie Harry

Deborah Ann Harry blev født i Florida i 1945, men hun blev som spædbarn bortadopteret og voksede derfor op i New Jersey tæt på storbyen New York. Inden hun slog igennem i musikbranchen, havde Harry forskellige jobs i randområdet af showbiz. Hun arbejdede som gogo-danser og model for mandemagasinet Playboy, men det var jobbet som servitrice på det legendariske spillested Max's Kansas City, der introducerede hende til New Yorks musik og kunstmiljø. 

Pigepop og rockdrømme

Debbie Harry drømte om selv at stå på scenen i Max's Kansas City. Hun startede sin musikkarriere som korpige i folkrock bandet The Wind in the Willows, som hun også indspillede en plade med i 1968. Harry har i sin yderst underholdende selvbiografi, Face It: A Memoir, taget afstand fra dette kortvarige samarbejde. I 1973 begyndte Harry at synge i pigepop bandet The Stilettos, hvor hun mødte den nørdede New Yorker-guitarist Chris Stein. 

Blondie

Chris Stein og Debbie Harry forlod i 1974 The Stilettos og dannede et nyt band, Angel and the Snake. På det tidspunkt var Harry begyndt at afblege sit hår og blev ofte råbt efter af tilfældige mænd på gaden. Mændene kaldte hende Blondie, efter den kendte tegneseriefigur af Chic Young. Dette kaldenavn var mere mundret end deres bandnavn Angel and the Snake, så Stein og Harry besluttede at omdøbe bandet til Blondie. De dannede på det tidspunkt par, både som sangskrivere og i privatlivet. 

Stilikon 

Debbie Harry legede med sit image på scenen. Hun var fan af den amerikanske queer-filminstruktør John Waters farverige film og persongalleri, der bl.a. talte den kendte dragqueen Divine. Harrys tøjstil blandende det feminine med det maskuline, og resultatet var et moderne, cool og sexet image. Den dag i dag står det stadigvæk som et af den tidlige punks definerende udtryk.    

De første plader 

Blondies første plader var musikalsk inspireret af den amerikanske pigepop, som man kender den fra The Shangri-Las og The Shirelles. Chris Stein og trommeslageren Clem Burke var kæmpe fans af engelske bands som The Beatles og The Who. De mandlige medlemmer af Blondie klædte sig derfor som mods, den engelske 60’er mode forbundet med bands som The Beatles og The Rolling Stones.

Tekstmæssigt var Blondie inspireret af tegneserier, b-film og populærkulturen generelt. Deres første plade, der bare hed Blondie kom i 1976. Deres anden plade Plastic Letters kom i 1977 - året hvor punk blev et verdenskendt fænomen. Men var Blondie punk? Ja og nej. De var helt klart en del af den amerikanske punkscene, og med numre som X-Offender og Rip Her To Shreads har de også punkens dna i sig.

Men Blondie er ikke nemme at kategorisere. I kraft af deres mix af musikalske stilarter og kærlighed til gode melodier, kan man kalde dem et tidligt new wave-band. 

Efterfølgeren 

Blondie indspillede kort efter Parallel Lines deres fjerde album, Eat to the Beat. Også denne blev skrevet sammen med Mike Chapman, og den udkom i 1979. Det er en fremragende plade med masser af gode popsange. Især de store hits Dreaming og Atomic var med til at sikre Eat to the Beat’s flotte hitlisteplaceringer. Den blev nummer et på de engelske hitlister og endte med at sælge så meget, at Blondie fik en platinplade. Det er en meget interessant plade, der kombinerer især rock og disco, men også new wave, punk, reggae og funk.

Det er underholdende at høre bandets musikalske udvikling. Og selvom de sidste to plader fra 80’erne ikke er lige så skarpe som dem fra 70’erne, er der stadig store hits.

Fra albummet Autoamerican, er det værd at lytte til de to hits The Tide Is High og Rapture. Rapture var det første hitliste-nummer, hvor bandet benyttede rap i en sang. Med i bokssættet følger også en flot og velskrevet bog, der er rig på fotos og historier om det unikke og stilskabende band. Blondie har udgivet et par albums efter The Hunter fra 1982, hvoraf Pollinator fra 2017 står som et af deres bedste siden de klassiske albums fra 70’erne. De er for tiden i gang med at indspille et nyt album og spiller jævnligt koncerter rundt omkring i verdenen.