Strikkebog fra Lotte Rahbek og Gitte Verner Jensen
Lokale strikkebogsforfatter Lotte Rahbek har nu udgivet ’Et hav af masker’ sammen med designer Gitte Verner Jensen, som er ansat på Louisiana museet og tidligere industriel beklædningsdesigner. De bor begge i Snekkersten.
Af Biblioteket
Hvor kommer inspirationen fra til denne sømands-strikkebog?
Da bogens strikkedesign skulle laves og konceptet udvikles, ledte vi efter originalt fotomateriale og det fandt vi i arkivet hos Museet for Søfart i Helsingør. Vi fandt billeder med arbejdssituationer, maritime detaljefotos og portrætter med opstillede besætninger, der oser af stolthed og styrke. Men ikke kun sømænd, også fiskere og snapshots fra miljøet på kajen blev vi så begejstrede for, at de blev inkluderet som inspirationsmateriale. Vi besluttede at vi i bogens fotostil, ville genskabe nogle af de scener med vores strikmodeller på enkelte skud.
De historiske billeder gengives i bogen som dokumentation og skaber en autentisk historisk reference til havet, søens folk og til kystens fiskere. Vi er meget glade for, at vi måtte bruge billederne i bogen og for at Thorbjørn Thaarup, historiker og museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, har skrevet forordet til bogen.
Hvordan har I skabt opskrifterne?
Ved at opdatere mønstre og modeller fra inspirationsbillederne, har vi flyttet strikken til et nutidigt, men stadigt tidsløst look. Vi har skabt 23 opskrifter. Opskrifterne er opdelt i 4 temaer, med hver deres stilart indenfor det maritime. Temaerne indeholder variationer over nautiske mønstre og design – enkle og skandinaviske i udtrykket. De fire temaer er:
- Jacquard og ikoniske snoninger
- Fiskenet og matroskraver
- Horisontale boble- og strukturmønstre
- Klassiske striber i nye fortolkninger
Lokale teststrikkere og lokale modeller
Vi har arbejdet sammen med 29 teststrikkere, som har testet og strikket, de mange modeller i forskellige farver og størrelser.
Vores fotos til bogen er taget af fotograf Sibel Rønstrup. Billederne er blandt andet skudt i Snekkersten, på Helsingør værft, Museet for Søfart, i Rønde og på Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Vi valgte, at det skulle være lokale beboere, der blev brugt til de enkelte foto shoots. Vi fandt en nabos datter, en caféejer fra Snekkersten Havn og en af hans ansatte, en kollega, en hundeluftende arkitekt, en teststrikkers barnebarn, samt bekendte og familie i Snekkersten og Århus.