The Residents

The Residents er i høj grad et band, hvor sætningen, en skuffe for sig, giver god mening.

Jeg vil med det samme understrege, at det ikke er musik for alle - jeg selv havde lidt svært ved rigtigt at forstå dem til at starte med. Men er man først på bølgelængde med The Residents, er det svært ikke at holde af dem, jeg selv holder faktisk så meget af dem, at jeg vil kalde dem et af mine yndlingsbands.

De har udgivet voldsomt mange plader og CD’er gennem årene, nogle af dem er så gode, at jeg ville have svært ved at vælge, hvilke jeg skulle tage med på den berømte øde ø. De fire CD’er, jeg i denne artikel vil anbefale, er alle et godt bud på udgivelser til Øen. Først lidt baggrundshistorie om The Residents, jeg bruger her meget bevidst ordet historie, da der ikke er så mange deciderede facts om The Residents, man ved f.eks. ikke, hvem de er.

Never known questions

I bogen ’Never known questions’, skrevet af musikjournalisten Ian Shirley, kan man læse at nogle af medlemmerne fra The Residents kommer nede fra sydstaterne i USA, og at de i 60’erne flyttede til San Francisco og ganske i tråd med tidens flower power-bevægelse, alle flyttede sammen i et kollektiv. I dette kollektiv blev der eksperimenteret med diverse substanser og mange andre ting og sager. Det der var vigtigst var, at der blev eksperimenteret med ny teknologi, især var det spolebåndoptageren, der var omdrejningspunkt for de tidlige eksperimenter med lyd.

Før The Residents kaldte sig The Residents, havde de et band, der hed The Alliance, der primært spillede covernumre af hvad man kaldte ’The British invasion’. Nemlig den popmusik, der skyllede ind over USA fra England i 60’erne, med The Beatles som flagskib. The Alliance var på ingen måde ekvilibrister på deres instrumenter, de var glade amatører, der var fans af meget forskelligt musik, fra rock og pop til filmmusik og free jazz. Men især navne som Captain Beefheart og Frank Zappa, var inspirationskilder.  

The Alliance var som udgangspunkt ikke så interesserede i at optræde for et publikum. Det de var interesserede i, var at optage sig selv, og at redigere optagelserne på det udstyr, de havde tilgængeligt, tospors-spolebåndoptagere, og med lidt snilde kunne de duplikere optagelserne, så de fik flere spor. I 1969 mødte de den engelske guitarist Philip Charles Lithman, der hurtigt blev døbt Snakefinger, da hans finger på et foto taget til en koncert med Residents og ham, efter sigende lignede en slange.

Warner Brothers

1970 optog The Residents et bånd, der havde til hensigt at skaffe dem en pladekontrakt med Warner Brothers. Dette spolebånd, med et håndlavet silketrykcover, sendte de til Warner Brothers. Det var ikke noget, der kom en kontrakt ud af, og pladeselskabet sendte høfligt båndet tilbage. Men da pladeselskabet ingen steder kunne se, hvem der var afsender, og derfor kun havde en adresse, sendte de kuverten til The Residents – altså beboerne på adressen. Dette faldt i så god jord hos disse beboere, at de valgte at kalde sig ’The Residents’.

The Cryptic Corporation

Nu havde Residents et band navn – men de manglede nogle, der kunne administre deres offentlige aktiviteter, da de jo var anonyme og altid optrådte med masker eller anden form for udklædning. Til dette blev ’The Cryptic Corporation’ stiftet. Det var venner og samarbejdspartnere, herunder især Homer Flynn og Hardy Fox, begge mistænkeligt tæt på The Residents.

Flynn fungerede som coverdesigner og Fox hjalp med at optage eksperimenterne. Dette blev i første omgang til en 7 tommer single trykt i 500 eksemplarer, udgivet af The Residents eget nystartede pladeselskab ’Ralph Records’. Singlen ’Santa Dog’ fungerede som et julekort, sendt til venner og familie – men også musikere, pladeselskaber, radiostationer og Præsident Richard Nixon, der pertentligt sendte sit eksemplar retur.

I bogen ‘Never known questions’ skriver Ian Shirley om pladen: 

”Despite the poor audio quality - the record was poorly mastered and in mono – it laid the firm foundations of what was to become The Residents’ trademark sound textured music, multi-tracked organic progression, punchy horns and a wide range of instrumentation and percussive orchestral effects, as well as a gumbo of vocal styles.”

Pladen solgte i første omgang ikke ret mange eksemplarer, faktisk solgte den nærmest ingen. Dette medførte at The Residents indrykkede annoncer i et kunstmagasin, men det hjalp ikke, da de fleste troede, det var en spøg pga. coveret med The Beatles på. Senere da The Residents blev mere kendte og fik en fanskare blev monoudgaven af ’Meet The Residents’ udsolgt og de mixede en ny stereoudgave.

På den nyudgivne dobbelt-CD ’Meet The Residents’, er både monoudgaven og stereoudgaven inkluderet. Også EP’en ’Santa Dog’ er på, plus en masse outtakes og andre sjove ting. Jeg personligt foretrækker stereoudgaven, det er den jeg altid har været vant til at høre og jeg synes, den lyder meget bedre. Men det er sjovt at høre monoudgaven, den er godt nok råt for usødet. Ekstramaterialet havde jeg ikke hørt før, det er en sand skattekiste, måske nok mest for fans.

Mine anbefalinger

De numre jeg vil fremhæve er det fantastiske hitagtige ’Smelly Tounges’ med en gentagende sætning, ’Smelly tounges look just as they smell!’. Det er meget humoristisk nummer, der på sin egen måde er temligt iørefaldende. Det instrumentale nummer ’Rest Aria’ besidder en form for vemodig skønhed, der med sit repeterende klavertema mest minder om moderne klassisk musik. ’Spotted Pinto Bean’ har også nogle af de samme klassiske undertoner, dog mere operainspirereret. Sanger Pamela Zeiback leverer en sand vokal kraftpræstation. ’Santa Dog’ EP’en indeholder fire numre, hvoraf jeg især vil fremhæve ’Fire’ og ’Lightning’.

Disse indspilninger blev mikset sammen i en stor lydkollage, meget inspireret af især progressive tyske rocknavne som ’Faust’, ’Can’, ’Tangerine Dream’ og ’Amon Duul’. Det færdige resultat blev to numre, et på hver side af LP’en ’The Third Reich ’n Roll’. Numrene fik navnene ’Swastikas On Parade’ og ’Hitler Was A Vegetarian’. 

Pladen blev udgivet i 1976 og er den første hvorpå The Residents bruger en synthesizer, men også en bred vifte af andre instrumenter.

Igen havde pladen et cover, der skabte noget virak pga. af titlerne og ikonografien, der blev brugt. På forsiden af coveret kan man se svastikaer og teenagers der danser, men med Adolf Hitlers hoved på. Centralt i billedet står en figur klædt i nazi-uniform med et påklistrede ansigt. Ansigtet tilhører Dick Clark, der var vært på det meget populære teenage-TV-show, ’American Bandstand’.

Mine anbefalinger

Coveret er censureret på den dobbelt-CD jeg anbefaler her, men det originale cover kan findes indeni bookletten, der hører til. De omtalte hits, der bliver spillet på pladen, er alle nogle man har hørt før, men i The Residents version lyder de ret anderledes. I, hvad man kan kalde første suite (Swastikas on Parade), kan man høre: ’Let’s Twist Again’, ’Land of A Thousand Dances’, ’Hanky Panky’ og en fremragende version af Joe Meeks ’Telstar’ udsat for saxofon, trommepuls og bombefly. Anden suite (Hitler Was A Vegetarian) indeholder bidder af: ’It’s My Party’, ‘Light My Fire’, ‘Yummy Yummy Yummy’ og Beatles sangen ‘Hey Jude’, der mutterer ind i Rolling Stones ’Sympathy for the Devil’. Det er vildt og meget kaotisk. Men også en fremragende plade.

Ekstramaterialet indeholder The Residents-singlen med fortolkningen af Rolling Stones ’Satisfaction’ og en masse andet, der er relateret til optagelserne. Især ’German Slide Music’ Pt. 1 til 6 er spændende, da det aldrig før har været udgivet.

 Man kan på ’Fingerprince’ høre inspiration fra de amerikanske minimalister Phillip Glass, Steve Reich, og Terry Riley. Men især den nærmest mystiske komponist og instrumentbygger/opfinder Harry Partch er meget nærværende med sine dramatiske, rytmiske minikompositioner. Det er i det hele taget en meget rytmisk plade, og The Residents bruger også trommemaskine på flere af numrene. ’Fingerprince’ var oprindeligt ment som en tresides LP.  På denne CD-udgivelse får man den tredje side med, samt det relevante ekstramateriale, som aldrig før har været udgivet. Coveret er mindre provokerende og mere ildevarslende. Det forestiller noget der ligner en hund, der med hvide øjne stirrer ud, mens den rækker en menneskehånd ud mod iagttageren. 

’Fingerprince’ blev i høj grad en succes på grund af den engelske radiovært John Peel, der spillede den flittigt i sit faste radioprogram om ny musik. Også den engelske musikjournalist Jon Savage var med til at sikre The Residents en fanskare i England.

På denne udgave af ’Fingerprince’ har man valgt at inddele CD’en på samme måde som på LP’en. De første korte otte numre står som side et, og det lange nummer ’Six Things To A Cycle’ står som side to. Side tre eller ’Babyfingers’ indeholder de numre, der ikke kom med på pladen.

De numre jeg især vil anbefale er: ’You Yesyesyes’ et og to, ’Godsong’, ’Tourniquet of Roses’, ’Six Things to A Cycle’ og ’Walter Westinghouse’. Alle utroligt flotte og meget originale produktioner, der ikke rigtigt lyder som noget andet end The Residents.

Ekstramaterialet er som sagt aldrig udgivet før, og består mest af liveoptagelser af numrene fra forskellige tider i The Residents live-karrierer. The Residents begyndte omkring 1980 at optræde live ofte og lavede mange videoer. De er blevet meget kendt for deres visuelle fremtoning, selvom de altid har været anonyme. De skabte et image, hvor de med store specialfremstillede masker, der forestillede øjne med høj hat, viste de fire Residents klædt i ulasteligt kjole og hvidt, der får en til at tænke på en surrealistisk udgave af Fred Astaire i ’Top Hat’.

De udvalgte numre, jeg synes er bedst på ’Duck Stab’, er: ‘‘Constantinoble’, ’Bach is Dead’ og ’Elvis and His Boss’. De udvalgte på ’Buster & Glenn’ er: ’Semolina’, ’Weightlifting Lulu’, ’Hello Skinny’ og ’The Electrocutioner’. De to minialbum er samlet på CD et. CD to indeholder en masse live versioner, dem får man nok mest ud af, hvis man kender de originale udgaver, så lyt på dem først. Dobbelt-CD'en har de originale covers på. På forsiden fra 'Duck Stab', ser man et foto, der er blevet manipuleret, så det ligner et af Andy Warhols silketryk. Det gengiver en mand med et lettere vanvittigt ansigtsudtryk, holdt helt i rødt, op i mod en komplet sort baggrund. Manden er igang med at stikke en kniv igennem en and, så deraf titlen. 'Buster & Glen'-coveret er mere forsonligt, et foto af en hund og et foto af en mand med David Niven-mustache, sat ind i den samme guldramme. 

The Residents og deres afsæt i popkulturen

The Residents har, trods deres anonymitet og obskure markedsføringsstrategi, inspireret forskellige musikere, kunstnere og andre markante skikkelser i populærkulturen. Hvis vi ser på musikken først, er der en del bands fra slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, der har hentet inspiration fra The Residents’ måde at spille på. Der er den engelske duo ”Renaldo and the Loaf”, hvis lyd er dybt forankret i ’Meet The Residents’. Den franske trio, ”Ptôse”, er mere inspireret af de to albums ’Fingerprince’ og ’Duckstap’. The Residents udgav plader med Renaldo and the Loaf på ”Ralph Records”, samt indspillede pladen 'Title In Limbo' som et samarbejde. Af andre af den tids bands, der er inspireret af The Residents, kan nævnes: engelske ”Nurse With Wound” og ”Throbbing Gristle”, schweiziske ”Yello” (også udgivet på Ralph Records) og det kendte amerikanske band ”Devo”. I Danmark har der også været lyttere til The Residents, ja faktisk i Helsingør, hvor den eksperimentelle punkjazz-trio ”Cockpit Music” slog sine folder.

I nyere tid er der både i elektronisk musik og performancekunst også flere, der direkte eller indirekte er inspireret af The Residents og deres bevidst anonyme image. Fra starten hvor The Residents var klædt ud og maskeret, til deres stærke ’øje med top hat og kjole og hvidt’- look. Den franske house-duo ”Daft Punk”, er også anonym og har i de sidste mange år optrådt klædt ud som robotter. Det svenske søskendepar i den elektroniske duo ”The Knife”, har delvist været anonyme og optræder med et stærkt iscenesat show, hvor køn og personlighed opløses. Damon Albarn der er forsanger i ”Blur”, lavede i slutningen af 90’erne et projekt, ”Gorillaz”, der i høj grad handlede om visuel formidling og anonymitet og satte derved spørgsmålstegn ved, hvad et band egentligt er. Den japanske popstjerne Hatsune Miku er blevet utroligt populær, men er ikke et menneske, men en animation, en slags kunstig intelligens, der spiller udsolgte koncerter og lever i bedste velgående på youtube.

Sidst men ikke mindst, The Residents har også fans i den moderne mainstreamkultur, nemlig i en af nyere tids mest populære animerede TV-serier, ”The Simpsons”. Den amerikanske serie om Homer, der arbejder på et atomkraftværk er skabt af Matt Groening. Groening er erklæret fan af The Residents og er flere gange blevet mistænkt for at have været et løst medlem af gruppen. Men som med det meste der handler om The Residents, er det ikke til at vide med sikkerhed. Her er et citat fra Matt Groening, sagt i 1979:

 ”There is no true story of The Residents. You should know that right off. The secrets of The Residents will never be revealed by anyone but The Residents themselves, and so far they aren’t saying much.”