Inspiration

10 bøger med vildskab og morskab

Brat summer er ovre, men måske man ikke lige har lyst til at stramme tøjlerne foreløbig. Yihaa!

Af Kirstine

Tags

10ere

Pop-up-genren Coming of rage sætter fokus på individer, der (især) midt i livet er en kæp i hamsterhjulets søde musik. Men man behøver ikke være midtvejs for at være smask-neurotisk eller have opsparet en sund og fuldvoksen portion vrede. Vreden stortrives fra den spæde ungdom.

Her er 10 sprængfarlige værker om mennesker, der er træt af pis, reagerer på det, men har det sjovt imens, og hvor sproget bærer præg af de fabulerende udsigelser, der opstår i kølvandet på afmagt tilsat groteske og humoristiske fadæser. 

 

Miss Universe’ hævn og hverdagens antihelte  

At besidde skønhed og seksuel kapital har været kvinders lod i umindelige tider. Svenske Liv Strömquist og danske Sofie Riise Nors bruger deres tegneserie-univers til at spidde kulturen med en udsøgt æstetisk og ætsende humor og udstiller kvindekropskapitaliseringens og historiens absurditeter med satiriske streger.

I Ida Marie Hedes Suget lukreres der også på kvindens reproduktive kræfter, og en venindegruppe giver fanden i det, mens der i franske Virginie Despentes’ Kære fuckhoved sættes en dør på klem i et ellers hadefuldt venskab mellem skuespilleren Rebecca og den ”cancelled” forfatter Oscar. 

Af Viggo Bjerrings Verdenshjertet bliver man opslugt af hovedkarakteren Mads’ hverdag fra hånden til munden i prekariatets ubarmhjertige og absurde arbejdsliv i en ikke så fjern fremtid. Hans Peter Madsens Hyldemeter har drengen A med en overraskende veludviklet bullshit-detektor og sproglig forståelse som afdød helt, og Hanne Højgaard Viemoses Hannah giver de haters bananplukning og beruselsesromantik. I Jacob Skyggebjergs Vor tids helt får jeget afløb for ugengældt forelskelse i 00’ernes København.

Af nyere dansk litteratur kan Bjørn Rasmussens Kirstens hævn og Asta Olivia Nordenhofs Djævlebogen hævntørstige og kapitalismekritiske romaner også fremhæves. Så gå endelig på opdagelse i en perlerække af kvalitets-kapow og en dyrkelse alle de grimme følelser, som vi undertrykker normalt.