Anbefalinger til børn

Året der gik 2024: Hvad hitter af faktabøger

Hvad læste helsingoranerne i 2024? Vi har dykket ned i statistikken og fundet både de mest populære bøger og de største tendenser blandt både børn og voksne. Bliv inspireret af, hvad andre har lånt på biblioteket! Fra store maskiner til vilde dyr – fagbøgerne har været et hit blandt børn i år. Hvilke emner fangede deres opmærksomhed mest?

Af Biblioteket

Mange børn elsker at fordybe sig i emner, der interesserer dem, og det kan vi tydeligt aflæse i udlånsstatistikkerne. Her er nogle af de mest markante tendenser for, hvad de helsingoranske børn læste om i 2024:

Biler og maskiner i førersædet

Vi kan se, at maskiner virkelig optager børnene, men lige i år er der blevet læst flere bøger om biler. Det giver fantastisk mening, fordi vi fra december 2023 til april 2024 satte fokus på biler og store maskiner i legerummet. Biler og andre maskiner som traktorer og lastbiler indtager hele seks pladser på årets top ti over de mest læste fagbøger. Fascinationen for store køretøjer lever i bedste velgående – og vi har tydeligt set, hvordan temaet har fanget børnenes interesse.
 

Dinosaurer og dyreliv holder fast

Dinosaurer går aldrig af mode! De forhistoriske kæmper fanger stadig fantasien hos både små og store børn. Samtidig er bøger om dyr generelt blandt favoritterne, uanset om det handler om kæledyr, vilde rovdyr eller små insekter i baghaven.
 

Sebastian Klein – en sikker vinder

Sebastian Klein fortsætter med at være en af de største navne inden for børnefagbøger. Hans populære serie om ”De 100 mest … dyr” er et kæmpe hit blandt børn, og mange kan ikke få nok af hans spændende fortællinger om dyr fra hele verden.

Når vi ser tilbage på 2024, står det klart, at børnene især har været optaget af biler og maskiner, kreative projekter og fascinerende dyr. Interessen for natur og nærmiljø har også været stigende, og Sebastian Klein er fortsat en sikker favorit på boghylderne. Vi glæder os til at følge med i, hvilke emner der fanger børnenes nysgerrighed i 2025.