Tysk læseklub

Den tysk-schweiziske forfatter og kunstner Herman Hesse ville i 2027 være fyldt 150 år. Det markerer vi også i læseklubben.

Den tysk-schweiziske forfatter og kunstner Herman Hesse (2.6.1877-9.8.1962) ville i 2027 være fyldt 150 år.

Han var opvokset i et borgerligt, pietistisk miljø, men søgte som enegænger alternative livsformer i længslen efter frihed, spiritualitet og åndelig fordybelse. Blandt andet var han optaget af livsreformbevægelserne og buddhismen. For ungdomsgenerationerne i 1950’erne og 1960’erne blev hans romaner kultromaner, ikke mindst Steppeulven. I 150-året for hans fødsel – i en tid, hvor der også diskuteres klimaforandringer, vækstsamfund, forbrug af naturressourcer med mere – har hans temaer måske ny relevans. 

Vi tager forskud på fejringerne og læser i efteråret de to værker Steppeulven og Siddhartha. Derefter læser vi en række nye tyske romaner, hvis personer også på forskellig vis lever i deres egen eller alternative verdener og mere eller mindre fremmedgjorte for deres samtid. Romanerne er samtidig eksempler på, at flere tyske samtidsforfattere har migrationsbaggrund, hvilket afspejler sig i deres værker.

Læseklubben foregår seks tirsdage kl. 16:30 – 18:00 fra september 2026 – marts 2027 på Biblioteket Kulturværftet, bord 1, 3. etage.

Tovholder: Biblioteksfrivillig Bodil

Tilmelding fra 1. august 2026.

Forfatteren Herman Hesse sidder og læser i en bog.
Hermann Hesse. Wikimedia

29.9.2026: Hermann Hesse – ’Steppeulven’ (1927) 

Ved første øjekast ligner Harry Haller en almindelig, dannet, lettere fordrukken herre. I virkeligheden er han Steppeulven. Bag hans friserede ydre buldrer en storm af dyrisk lyst og afsky for det moderne samfund, som han aldrig kan blive en del af.

Men grænserne mellem mand og ulv udviskes langsomt, og Harry er på selvmordets rand, da han møder den prostituerede Hermine. Hun vil lære ham at elske igen og vende blikket indad, fremfor udad.

27.10.2026: Hermann Hesse: ’Siddharta’ (1922)

’Siddhartha’ er den smukke fortælling om den fromme brahmanersøn Siddhartha, der i sin jagt på sandheden forlader sin familie, forkaster sin tro og drager ud for at finde sig selv.

24.11.2026: Iris Wolf – ’Lysninger’ (2025)

Drengen Lev og pigen Kato har et ubrydeligt bånd, som opstod, da Lev som 11-årig var bundet til sin seng i lang tid, og Kato kom med skoleopgaver til ham.

Lev bliver i barndommens Rumænien, mens Kato lever som gademaler i Vesten. Den eneste kontakt er de postkort, hun tegner til ham på sin vej gennem Europa. Men en dag genser de hinanden i Zürich. Om tidløst venskab, og om hvad der skal til for at frigøre sig fra sin egen baggrund.

26.1.2027: Christian Kracht: ’Air’ (2026)

Da den schweiziske indretningsarkitekt Paul, der lever i selvvalgt isolation på Orkneyøerne, modtager et jobtilbud for et designmagasin i Stavanger, bringer det ham i mødet med pigen Ildr ud på en rejse hinsides tid og sted på grænsen til en ny tidsalder præget af datalagring, solstorme og kunstig intelligens.

23.2.2027: Pascal Mercier – ’Lea’ (2009)

Efter moderens død trækker den 8-årige Lea sig mere og mere ind i sin egen verden, men klangen af en violin bryder hendes isolation. Lea har et usædvanligt stort talent som violinist, og den sært bekymrede far bakker hende op, koste hvad det vil. Prisen bliver høj, og da hun er i begyndelsen af 20'erne, vælger Lea at betale den med sit liv.

30.3.2027: Jina Khayyer – ’I kattens hjerte’ (2026)

Iransk-tyske Jina sidder følger på Instagram, hvordan hendes navnesøster bliver tævet ihjel af moralpolitiet i Teheran og de efterfølgende protestoptog. Det vækker minder hos Jina om hendes egne ophold i Iran.

En familie- og kærlighedshistorie, der udfordrer forestillinger om nationalitet og tilhørsforhold, om det at være kvinde og om frihed.