10 bøger der gør verden lidt mere til at forstå

Krige, kriser og politisk uro fylder meget i nyhederne. For mange kan det føles svært at følge med – og endnu sværere at forstå, hvorfor verden ser ud, som den gør. Her kan faglitteratur være en god hjælp. Bøgerne på biblioteket giver ro, overblik og mulighed for at gå et spadestik dybere end de daglige overskrifter.

Af Bjørn

Demokratiets udfordringer

Flere af bøgerne kredser om demokratiet og de udfordringer, det står overfor. I Vejen til ufrihed forklarer Timothy Snyder, hvordan magthavere bruger historie og frygt til at få indflydelse. Anne Applebaum ser i Demokratiets tusmørke på, hvorfor tilliden til demokratiet er under pres. Yuval Noah Harari tager i 21 ting du bør vide om det 21. århundrede de store spørgsmål op – om teknologi, krig og fremtiden – på en måde, alle kan være med på.

Magtens indflydelse

Vil man forstå, hvordan magt og indflydelse flytter sig i verden, giver Fareed Zakaria i Ti lektioner for en post-pandemisk verden et klart overblik. Peter Frankopan viser i De nye silkeveje, hvordan handel, politik og konflikter i stigende grad formes uden for Europa.

Krig og global uro

Krig fylder meget i vores tid. I Krigens logik gør Anders Puck Nielsen det lettere at forstå moderne krigsførelse og militære begivenheder i nyhederne. Vil man have mere baggrundsviden om Rusland, giver Russernes drømme af Vibeke Sperling et indblik i landets historie og selvforståelse.

Den globale uro handler også om penge, magt og kriser. I McMafia* viser Misha Glenny, hvordan kriminalitet og politik hænger sammen på tværs af landegrænser. Adam Tooze forklarer i Nedlukket, hvordan økonomiske kriser, pandemier og klimaforandringer påvirker hinanden. Naomi Klein ser i Chokdoktrinen på, hvordan kriser ofte bliver udnyttet – og hvem der betaler prisen. *Skal bestilles fra bibliotek.dk, link her, McMafia.

Alle bøgerne kan lånes på biblioteket. De kræver ingen særlige forudsætninger og henvender sig til alle, der gerne vil forstå verden lidt bedre – i et tempo, hvor der er plads til eftertanke.