Bogforum 2025: Krause-Kjær, kunst og krimitid
Tag med vores bibliotekar Andrea til Bogforums fredagsprogram, og oplev alt fra morgensang og prisuddeling til litterære trends, forfatterinterviews og masser af inspiration til nye læseoplevelser.
Af Andrea
Luften sitrer af forventning, da jeg ankommer til Store Scene fredag formiddag. Salen er propfyldt med mennesker, der synger Bogforum 2025 i gang med morgensang ledt af Rasmus Skov Boring, og med journalist Gertrud Højlund med som gæst.
Egentlig er jeg kommet for at sikre mig en god plads til kulturministerens åbningstale og den efterfølgende uddeling af årets debutantpris, men jeg bliver hurtigt grebet af stemningen og synger med på de velkendte toner fra Højskolesangbogen. Med en varm kop kaffe i hånden og summen af samtaler omkring mig, ser jeg frem til en dag fyldt med inspirerende talks, nye indtryk og selvfølgelig masser af bøger.
Helte og skurke
Mit tætpakkede program starter på Temascenen, hvor Niels Krause-Kjær og Johanne Mygind taler om slægtsfortællinger, og der bliver taget fat på mange ting i løbet af de 45 minutter samtalen varer.
Jeg bliver fanget af diskussionen om helte og skurke, og ikke i den klassiske krimiforstand. For selvom Krause-Kjær er kendt for sine politiske spændingsromaner, tager hans nye roman Ude for uden fat på noget helt andet, nemlig udviklingen i dansk landbrug. Her kan landmændene i de små lokalsamfund hurtigt gå fra at være helt til at blive skurk, hvilket også ender med at blive tilfældet i hans fortælling om Svend og Erik.
Modsat Krause-Kjær kredser Mygind mest om heltefiguren. I romanen Giftig fortæller hun historien om hovedpersonen Nannas morfar. Han var driftsdirektør på Cheminova, der senere blev centrum for en af Danmarkshistoriens største miljøskandaler. På trods af det, beskriver hun morfaren som en kæmpe helt, fordi han med sin virksomhed skabte arbejdspladser og håb i et lokalsamfund, der dengang havde brug for det.
Krimitid med krimiforfatterne
Og apropos helte og skurke. Selvfølgelig ikke en dag på Bogforum uden at have snuset til de mange krimiforfattere. Som stor krimifan kan jeg godt lide at gå på opdagelse i de nye udgivelser og høre forfatterne fortælle om de mørke spor, deres historier følger.
Denne fredag fik jeg lyttet til Tobias Bukkehave, Sara Blædel, Michael Katz Krefeld, Iben Albinus, Lars Kjædegaard og Mette Lisby.
De to sidstnævnte delte en af Gyldendals scener med Janni Pedersen i en samtale om karakterer, handling og de greb, der får et plot til at fange fra første side. Her fortæller Kjædegaard blandt andet, hvordan han meget sjældent kender sit plot i forvejen, når han går i gang med at skrive en ny krimi. I stedet lader han karaktererne og deres dialoger føre handlingen frem, mens Lisby helt modsat altid har en meget klar plan for, hvad der skal ske.
Lars Kjædegaards nye krimi Vendetta er netop udkommet, mens Mette Lisbys Husker du? udkommer til januar. Efter en interessant samtale, glæder jeg mig til at give mig i kast med begge.
Skaberværk og skabertrang
Jeg slutter dagen, hvor jeg startede, nemlig på Store Scene. I en samtale med Amalie Langballe, taler Tine Høgh og Cecilie Lind om moderskab, forelskelse og skabertrang. Tine Høegs nye roman Ultramarin har fået en blandet modtagelse, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af den lidt overnaturlige fortælling, hvor hovedpersonen Dagny skal lave et kunstværk til det naturhistoriske museum Gaia.
Det er en intens samtale mellem tre stærke kvinder, og snart kredser den sig om skaberværk og skabertrang. Trangen til at skabe et barn, men også til at skabe kunst. Som Amalie Langballe smukt formulerer det til sidst, bliver moderskabet i begge romaner både en forudsætning for det, der skabes, og en kraft, der kan standse det. Begge bevægelser eksisterer side om side.