Oplev udstillingen Kloder af skrald
Plastik og skrald er forvandlet til fantasifulde kunstværker af børn fra Hornbæk Skole. Oplev værkerne netop nu på Hornbæk Bibliotek. Senere på efteråret flytter udstillingen til Espergærde Bibliotek og Biblioteket Kulturværftet.
Af Biblioteket
Kloder af Skrald
I den kommende tid kan man opleve en ganske særlig udstilling på bibliotekerne i Hornbæk, Espergærde og på Kulturværftet.
Udstillingen er iværksat af børnebogsforfatter, yogalærer og naturelsker Stine Josefine Dige, og de flotte værker er kreeret af børn fra Hornbæk Skole, af plastik og skrald fundet i lokalområdet.
Her kan du se udstillingen:
- Hornbæk Bibliotek: 19. september – 10. oktober
- Espergærde Bibliotek: 20. oktober til 7. november og
- Biblioteket Kulturværftet: 17. november til 5. december.


Om udstillingen
Kloderne af Skrald minder os om, at vi mennesker også er natur. Affaldet er samlet på stranden. Noget er skyllet i land, andet glemt som fx sokker, hårelastikker og legetøj.
Den Blå Planet symboliserer vandet på kloden. Indeni os er der også vand.
Den Grønne Klode symboliserer et håb om en grønnere fremtid - fri for plastik og forurening.
I dag findes plastik alle vegne i vores hverdag. Plastik er praktisk, men desværre forsvinder plastik ikke fra vores klode, når vi smider det ud. Vind, sultne fugle og nysgerrige ræve fisker glad og gerne affald op ad skraldespandene, men dyrene vil ligesom os mennesker ikke have plastik inde i maven. Derfor skal vi stoppe med at købe ting af plastik, hvor det er muligt.
Lad os sammen hjælpes ad med at samle det op, vi finder på vores vej.
Lad os passe på hinanden og vores planet Jorden.
Stine Josefine Dige ønsker at takke:
Helsingør Kommune
Genbrugsstationen Cirklen
Elever fra Hornbæk Skole
Hornbæk Spejderne
Passage Festivalen
Frivillige fra Rent Hornbæk