Året der gik 2024: Virkeligheden trænger sig på i 2024’s krimi og spændingsromaner
Hvad læste helsingoranerne i 2024? Vi har dykket ned i statistikken og fundet både de mest populære bøger og de største tendenser blandt både børn og voksne. Bliv inspireret af, hvad andre har lånt på biblioteket!
Af Biblioteket
Afdeling Q-seriens afsluttende bog 10 ligger i toppen af de 10
Efter Jussi Adler-Olsens gennembrud med Kvinden i buret i 2007 er hele Danmark og en stor del af resten af verden blevet ramt af Afdeling Q-feber. Derfor er det måske ikke så overraskende, at Adler-Olsens afsluttende Syv kvadratmeter med lås er årets mest udlånte bog i krimi- og spændingsafdelingen. Carl Mørck og Assad og resten af efterforskningsholdet har i over et årti opklaret sager, der viser et spind af politik, erhvervsliv og rodløse skæbner og har fået sit publikum til at holde vejret i det jævne folks kamp mod det magtbegærlige system.
Det politiske kammerspil og fra skuespiller til forfatterspire
En anden, der også har haft held med at trække tråde til politiske virkelighedsbilleder, er journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, hvis efterfølger til både bog- og biografsuccessen Kongekabale, Mørkeland, netop er blevet filmatiseret. Hans nyeste og selvstændige efterfølger i Ulrik Torp-serien Jagttegn, der ligger i top-10, viser et politisk system, der er ved at blive ædt op indefra af vennetjenester og fjendebilleder.
Et andet højdepunkt i spændingsromanen anno 2024 er Sofie Lassen-Kahlkes forfatterdebut. Lassen-Kahlke har til fælles med sin skuespilkollega Søren Pilmark, at de, udover at turde tage springet til en forfattervirksomhed, også er landet i det med gode anmeldelser og salgstal.