10 blændende gode klassikere med utiltalende hovedpersoner
Er du træt af bøger med heltetyper, der altid følger dydens smalle sti? Her har vi samlet 10 klassiske romaner, der indeholder et fascinerende persongalleri af forbitrede, narcissistiske og morderiske hovedpersoner.
Af Biblioteket
Narcissisterne
I midten af 1800-tallet sygner Emma Bovary hen af kedsomhed over sin middelklasseeksistens i en fransk provinsby. Som Emmas fantasier om et mere eventyrligt liv svulmer, træffer hun en lang række dårlige beslutninger med frygtelige konsekvenser. Gustave Flauberts berømte og tragiske hovedkarakter giver navn til en af de måske mest sprogligt vellykkede romaner nogensinde.
En anden fascinerende narcissist er den titulære karakter i Oscar Wildes ’Billedet af Dorian Gray’, som bevarer sit usædvanligt smukke ydre, mens hans sjæl langsomt korrumperes af de tiltagende onde gerninger, han begår. Et mystisk selvportræt af Gray, skjult på loftet, afslører imidlertid hans sande karakter. Et hovedværk inden for den gotiske genre.
De bitre
Selveste Satan er hovedkarakter i John Miltons episke langdigt ’Det tabte paradis’ fra 1600-tallet, som omhandler Satans fald fra himlen og det efterfølgende syndefald. Om det er forfatterens hensigt, at man skal fatte sympati for djævlen eller ej, debatteres endnu den dag i dag.
Karakteren Heathcliff fra Charlotte Brontës’ ’Stormfulde højder’ har været kilde til lige dele frustration og fascination hos læsere siden romanen først blev udgivet i 1847. Heathcliff anses stadig for at være et af de mest notoriske ”dumme svin” i litteraturhistorien, men er på samme tid dragende. Det helt normalt at råbe ad bogen, når Heathcliff ødelægger alt for sig selv og dem omkring ham.
Vi bliver i England med nobelprisvinderen Kazuo Ishiguros moderne klassiker ’Resten af dagen’. En aldrende butler på et engelsk herregods begynder at se tilbage på sit liv og sætte spørgsmålstegn ved de valg, han har truffet. Dette omfatter hans urokkelige loyalitet over for godsherren, der i tiden op til 2. Verdenskrig udviste sympati for nogle forstyrrende ideologier. En yderst britisk og fantastisk roman.
Mordere uden kvababbelser
H.G. Wells’ klassiske science fiction roman ’Den usynlige mand’ kan fortolkes som et svar på spørgsmålet om, hvorvidt et menneske vil overskride sine egne moralske og etiske grænser, hvis det fritages ansvaret for sine handlinger. Det er en kort og underholdende roman med et banebrydende sci-fi koncept, der har inspireret adskillige filmatiseringer.
Wall Street-investeringsbankmanden og seriemorderen Patrick Bateman, hovedkarakteren i Bret Easton Ellis’ 'American Psycho', er fuldstændig uden moral. Bateman er en af de mest ubehagelige karakterer i litteraturhistorien, og romanen fungerer som en slags satire over yuppiekulturen og Wall Street-miljøet i 80’erne. Bestemt ikke for sarte sjæle.
I Patrick Süskinds 'Parfumen: historien om en morder' bliver hovedkarakteren med den usædvanligt skarpe næse, parfumøren og morderen, Grennouille, besat af ideen om at syntetisere en ny parfume baseret på duften fra en kvinde, han har myrdet. Mange mister livet i Grenouilles jagt på den perfekte parfume. Det er en grotesk og til tider bizar fortælling med masser af pondus - i øvrigt var det Kurt Cobains yndlingsroman.
