Lektørudtalelse

Forfatter: Julie Arndrup

Kort om bogen

Endnu en lille perle om hunden Ib og hans hverdagsudfordringer, som er velegnet til oplæsning for 2-4-årige. Musen snorker, Ib kan ikke holde det ud, men måske er stilheden værre?

Beskrivelse

Seneste skud på stammen i Peter Nordahls serie om hunden Ib handler om at musen snorker, og Ib kan ikke holde det ud. Han går derfor udenfor, men her er der så stille, at han kan høre alle mulige andre lyde, og det er endnu værre end snorken. Så Ib går ind igen og kommer overens med situationen. Rasmus Bregnhøi har illustreret

Vurdering

Serien om Ib er sjov og finurlig. Sproget er enkelt og præcist, men stadig underholdende for både voksne og børn. De lidt skøre titler vil give de fleste et smil på læben. Illustrationerne er holdt i mørke farver, uden for mange detaljer og passer godt til små børn. Ib er meget udtryksfuld og vil vække genkendelse hos mange når han irriteres over musens snorken, men alligevel foretrækker den frem for stilheden og de underlige, ukendte lyde

Andre bøger om samme emne

Serien om Ib lægger sig op ad de mange andre serier om hverdagssituationer, men adskiller sig med en skæv vinkel og nogle udfordringer som nok er genkendelige for barnet, men som er lidt mere usædvanlige end vi fx kender dem fra serien om Jeppe, fx Jeppes sut