Bogen er både en leg med sproget og med formatet - altså journalen. Forfatteren leverer en fin vekselvirkning mellem fagtermer og beskrivelser og det gør, at både universet og personerne fremstår ægte. Dertil kan man tilsætte John Kenn Mortensens illustrationer, efter hver af de otte sager, som får stederne til at træde tydeligt frem for læseren. Det er ikke en klassisk gyserfortælling, men der er dog passager af ægte gru, der hvor man fornemmer at grænserne til de dødes verden overskrides. Som bogen skrider frem kommer vi dybere og dybere ind under huden på Gertrud. Det er en fornem psykologisk skildring af en både ægte og meget speciel kvinde