At denne roman blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 1999, er svært at forstå. Sjældent har jeg læst noget så langtrukkent og krukket. Den foregår i en forstad til Helsingfors i 70'erne og 13-årige Diva er den alvidende og ironiske fortæller. Hun er flot, et matematisk geni og ualmindelig velorienteret af sin alder. I en stilistisk balanceakt mellem rammefortælling, metatekst og postmoderne konstruktioner skriver Diva dagbog om stort og småt, men det er svært at finde hoved og hale i hendes skriverier. Hvad er virkeligt og hvad er fantasi i den på alle måder overdrevne og trættende dagbog, hvor versaler og fed tekst springer i øjnene på hver eneste side? Meningen med de utallige detaljer og gentagelser fortaber sig, og virker mere som form end indhold. Diva skriver om konkret barnligt oplevede episoder blandet med en abstrakt eksistentiel alvor, hvilket sandsynligvis skal være et udtryk for den forvirrede overgang fra barn til voksen, en slags udviklingshistorie om man vil. Diva er ikke nogen overbevisende roman, og jeg kan ikke forestille mig, at ret mange danske læsere vil læse den til ende med koncentrationen i behold. Fagerholm har tidligere udgivet Skønne kvinder ved vandet (1996)