Uforglemmelige bøger af Astrid Lindgren

30.08.20
En af de berømte nordiske børnebogsforfattere, der ikke er til at komme uden om, er Astrid Lindgren.

Astrid Lindgren

I anledning af Nord får Astrid Lindgren et par ord med. I maj måned fyldte hendes bøger om Pippi Langstrømpe 75 år. Selvom hendes bøger er skrevet for mange år siden, er historierne stadige levende og relevante i den tid vi lever i.

Artiklen er skrevet af børnebibliotekar og forfatter Helle Laursen. I artiklen skriver Helle også om hendes oplevelse med Astrid Lindgrens bøger, og hvem der er hendes favoritfigur. 

Astrids bedste bøger

”Jeg vil skrive for læsere, som kan skabe mirakler. Børn skaber mirakler, når de læser. Derfor har børn brug for bøger”

Astrid Lindgren.


Vi kender alle sammen ”Pippi Langstrømpe”, ”Emil fra Lønneberg” og ”Ronja røverdatter”. Men hun har skrevet mange flere bøger, mere end hundrede. Prøv også at læse nogle af hendes mere ukendte børnebøger som eksempelvis: ”Lasse langfinger” eller ”Kalle den lille tyrefægter”.
Hendes bøger er blevet oversat til alverdens sprog. Der er romaner, billedbøger og E-bøger, som også kan opleves på mange forskellige digitale platforme. Flere af hendes mest kendte bøger er også kommet som letlæsningsbøger. Hendes bøger er blevet til film og TV-serier. Flere af figurerne fra hendes bøger kan man købe som legetøj, og illustrationerne fra bøgerne findes på alt fra krus til puslespil. Man kan også besøge eventyrparken Vimmerby i Småland og eksempelvis gå på besøg hos Pippi i Villa Villakulla. 

-Og illustrationerne

Mange af hendes bøger er illustreret af kendte kunstnere, der giver stemning til hendes bøger. Blandt andet Ingrid Vang Nyman og Marit Törnqvist. Vi ved alle, hvordan der ser ud i Småland, hjemme i Villa Villakulla og i Madickens fine stuer. Vi kan dufte sommernatten, og fornemme vinden i skovens blade. Alt går op i en højere enhed. Fra de fine og sjove stregtegninger i ”Pippi Langstrømpe”, til de smukke akvareller i mange af billedbøgerne. ”Emil fra Lønneberg” er tegnet af den kendte kunstner Björn Berg. 

Grædt til ”Brødrene Løvehjerte”

Kan I huske jeres første møde med Astrid Lindgrens fantastiske figurer? Jeg husker mit første bekendtskab, som var med ”Alle vi børn i Bulderby”, som jeg fik læst højt da jeg var barn. Og det var bare den første af en lang række af Astrids bøger. Jeg husker hvor hyggeligt det var, når vi var samlet som familie og læste ”Karlsson på taget” og ”Emil fra Lønneberg” højt. Da jeg selv kunne læse, trillede tårerne ned af min kinder da jeg læste ”Brødrene Løvehjerte” og ”Mio min Mio”. Min absolutte yndlings karakter er dog ubetinget Pippi Langstrømpe. Glæden spreder sig i min krop når jeg hører kendingsmelodien fra TV serien. Jeg tror, at det var fordi jeg kunne identificere mig med det, om aldrig at blive voksen og at piger kan alt, de er stærke. 

”Voksne har det aldrig sjovt, sagde Pippi (…) De kan heller ikke lege, sagde Annika. – Føj, at man skal være tvunget til at blive stor!” Fra Pippi Langstrømpe går til søs (1948)

Astrid Lindgren.

Materialer