Biblioteksbingo i børnehøjde
Vær med i vores Biblioteksbingo og vind seje præmier!
Af Stefan
Bliv klar til foråret med vores Biblioteksbingo – en sjov og inspirerende bingoplade fyldt med hyggelige aktiviteter, der inviterer både børn og deres voksne til at læse og lege sammen!
Bingopladen kan nemt downloades og printes derhjemme, eller hentes fysisk på et af vores børnebiblioteker. Den indeholder en række varierede opgaver, hvor læselyst og nysgerrighed går hånd i hånd. Her finder I blandt andet boglige aktiviteter såsom “lav en hyggelig læsekrog derhjemme” og “læs en bog fra dine forældres barndom”.
Pladen rummer også aktiviteter uden for bogens verden såsom “Spil et brætspil” og “Prøv en ny sport”. På den måde er Biblioteksbingoen med til at skabe balance mellem fordybelse, leg og bevægelse.
Bingopladen er designet i sort/hvid, så man selv kan farvelægge den og gøre den til helt sin egen. Når en opgave er løst, kan feltet krydses af eller pyntes med farver – og bingoen bliver hurtigt et synligt bevis på alle de gode oplevelser, I har haft sammen.
Vi håber, at Biblioteksbingoen kan være med til at gøre overgangsperioden fra hvid vinter til blomstrende forår ekstra hyggelig og ekstra inspirerende – og give plads til både læseglæde, kreativitet og fælles stunder.
Og så er det selvfølgelig også muligt at vinde seje præmier!
Hvis du får fuld plade, kan du komme ned på et af bibliotekerne og ombytte din bingoplade til en slikkepind, og samtidig være med i lodtrækningen om tre fede bogpræmier!
Husk at skrive navn, alder og e-mailadresse på bagsiden af pladen, inden du afleverer din bingoplade.
Sidste dag for at deltage er fredag d. 27. marts.
Vinderne trækkes i Påskeferien og får besked på e-mail.