Arrangementer

Mød nye forfattere på den danske litteraturscene på Biblioteket Kulturværftet

Kom til to eftermiddage i efteråret den 16. og den 30. november og oplev nye forfattere i samtale med garvede. Hvert debutarrangement byder på to samtaler, hvor en debutant mødes på scenen med en erfaren forfatter.

Af Biblioteket

De skriver om nogle af de samme ting og emner - og alligevel er de forskellige med hver deres særegnethed. Debutanten og den erfarne forfatter. Nu mødes de til en samtale på biblioteket med udgangspunkt i debutantens bog. 

 

Den svære verden

Den første lørdag vil emnerne blandt andet kredse om emner som død, venskaber og en svær væren i verden, når forfatterdebutant Liv Helm og forfatter Caroline Albertine mødes i en samtale. 

I den anden forfattersamtale vil forfatterdebutant Alexander Rich Henningsen sammen med forfatter Kaspar Colling Nielsen stille skarpt på, hvad der foregår i vores verden lige nu med samtaler om verdener ude af fokus og skabelsen af fremtidsverdener.
 

Bymennesket flytter på landet

Den 30. november snakker forfatterdebutant Inger Smærup Sørensen, som netop har vundet Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, sammen med forfatter Malte Tellerup. Begge skriver om at flytte på landet, og hvad man som fortæller, venner og mennesker møder der.


Efterfølgende snakker forfatterdebutant Linea Maja Ernst, og forfatter Christina Hesselholdt sammen om venskaber, der er filtret ind i begær, uoverensstemmelser men også glæde og lykke.