Kom indenfor Helsingør - købstadsjubilæumsudgaven
- Tid
- 16:00 - 17:00
- Sted
-
Biblioteket Kulturværftet
Allegade 2,
3000 Helsingør - Dækket, 2. etage
Helsingør Kommunes Biblioteker og Helsingør Dagblad byder både borgerne og en gæst velkommen indenfor til en samtale om livet her og der i Helsingør Kommune.
Fotograf Lars Johannessen
Ingen kender Helsingør så godt som fotograf Lars Johannessen, som er vokset op i byen og har boet og arbejdet her hele sit liv.
Han er efterhånden selv så kendt et ansigt i Helsingør, at en vittighed lyder, at hvis Lars spadserer ned ad Stengade sammen med borgmesteren, så vil folk spørge hinanden: Hvem i alverden er det, der går ved siden af Lars Johannessen?
Lars fik sit første Agfa-kamera i konfirmationsgave og har siden skildret livet på disse kanter på godt og ondt. Han solgte sit første billede til avisen i 1972 og har siden taget titusindvis af pressefotos.
I dag, som 71-årig, er han stadig i fuld vigør og fotograferer på livet løs for Helsingør Dagblad. Kom og vær med, når Lars Johannessen viser fotos fra sit enorme arkiv og fortæller historierne bag billederne.
Vært er Helsingør Dagblads chefredaktør Søren Johannesen.
Praktiske oplysninger
Fri entré. Tilmelding er ikke nødvendig. Der er kaffe, kanelsnegl og garanti for en stol til de første 100.