Læseklub: Bibliotekarens håndplukkede, Helsingør
I denne læseklub har vi håndplukket en række af de seneste års mest efterspurgte og velskrevne romaner på biblioteket.
Af Biblioteket
VENTELISTE
Det er en læseklub, hvor vi læser bøger, som sætter gode samtaler i gang, og hvor vi zoomer ind og ud på detaljer i værkerne, diskuterer karakterer og handlingsforløb.
Læseklubben foregår seks onsdage kl. 16 – 17.30 fra oktober 2024 - april 2025 på Biblioteket Kulturværftet, Studierum 9.
Tovholder: Bibliotekar Cecilie Riis
2.10.24: Eva Tind: Citronbjerget
Sui forlader sin mand uden helt at kunne forklare hvorfor. Da hun modtager et brev om, at hendes ukendte bedstefar har ladet hende arve en hytte på Citronbjerget, beslutter hun sig for at rejse fra Danmark til Korea. Selvom Sui har rødder i landet, er alt fremmed.
13.11.24: Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet: manifest
Fremragende lyrisk kampskrift, der gør, raser og bider af det klassesamfund, der bestemt ikke er dødt, men hvis effekter ofte overses i dagens Danmark. Bogen henvender sig bredt, men er ikke mindst til dem, som de sidste mange år har diskuteret identitetspolitik og LGBT+ rettigheder.
15.1.25: Alex Schulman: Skynd dig at elske
Alex er på vej til familiens sommerhus - et sted han ikke har besøgt siden faderens død fem år tidligere. Tabet af faderen har slet ikke fundet sit leje, men mødet med alle minderne sætter en proces i gang, der hjælper Alex til at finde ro med sin sorg. Smuk og gribende fortælling om at miste en forælder.
26.2.25: Linea Maja Ernst: Kun til navlen
Kollektivroman om en vennegruppe i trediveårsalderen, der er samlet i et sommerhus. De er forelskede og betaget af hinanden på kryds og tværs og spiser formidable langbordsmiddage.
26.3.25: Jenny Erpenbeck: Kairos
Kairos er en storslået og raffineret roman fra DDR-tidens Berlin af en af Tysklands største nulevende forfattere. Det er en fortælling om altopslugende kærlighed og et regime i opløsning – og om et enkelt øjeblik, der forandrer alt.
30.4.25: Matilde Walter Clark: Det blinde øje
Under pandemien 2020 hører Mathilde Walter Clark en mislyd i afdækningen af aflivningen af de 15 millioner mink. Hun beslutter sig for at afdække, hvad der ligger bag minkindustriens tårer. En rystende bog til dem, der vil vide mere om danmarkshistoriens mest omtalte pelsdyr.