10 bøger om krig og kvindeliv
I år markerer vi 80-året for Danmarks befrielse. I den anledning trækker vi historier om kvindernes liv og skæbne under 2. verdenskrig frem i lyset. Kvinder, hvis liv blev uigenkaldeligt forandret af krigens brutalitet.
Af Annebeth
Krigens kvinder frem i lyset
Anden Verdenskrig har ofte været fortalt gennem mændenes perspektiv, men krigens virkelighed var også dybt præget af kvinder, der kæmpede både i frontlinjen og på hjemmefronten – som soldater, sygeplejere, modstandsfolk, mødre, ofre og overlevere. Dog var deres rolle i krigen ofte mere usynlig end mændenes.
Vi anbefaler her 10 gribende bøger der giver krigens kvinder og deres historier en stemme. Det er både virkelige beretninger og romaner der skildrer kvinderollen under 2. verdenskrig. Alle gør de os klogere på kvindernes frygt, tab og sorg, men i høj grad også deres styrke, håb og kærlighed.
Mød forfatteren bag bogen 'Krig og kvindeliv'
I bogen ’Krig & kvindeliv – femten beretninger fra besættelsestiden’ giver forfatter Helle Juhl sit bidrag til at synliggøre krigens kvinder. Det er husmorens, tjenestepigens, kontorelevens, politihustruens, lærerindens, gartnerkonens og sygeplejerskens erindringer om krigen. Nogle er fortalt af endnu nulevende kvinder, mens andre fortællinger er udarbejde fra arkivstof, breve, dagbøger, artikler og bidrag fra efterkommere.
Du kan møde Helle Juhl på Biblioteket Kulturværftet den 6. maj, hvor hun holder foredrag om ’Krig og kvindeliv’.
Du kan også læse Svetlana Aleksijevitjs enestående bog ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, der bygger på interviews med nogle af de en million russiske kvinder, der under 2. verdenskrig slutter sig til Den Røde Hær for at kæmpe for fædrelandet. Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab.
Er du mere til en underholdende roman, kan du kaste dig over 'Syklubben – baseret på den sande historie om modstandsgruppen i Helsingør', ’Helenes krig’ – en spændende fortælling om den unge Helenes liv under 2. verdenskrig i København eller Kirsten Thorups ’Indtil vanvid, indtil døden’, hvor vi møder krigsenken Harriet. ”Krigen stjæler lyset i Europa og efterlader os i mørke” tænker Harriet i 1942, hvor hun vandrer rundt i Münchens mørklagte gader. Et citat der desværre føles yderst nærværende her anno 2025.