10 bøger biblioteket skal læse i juleferien
Juleferien er lig med tid til læsning. Her får du inspiration fra vores kolleger, der deler ud af deres største højdepunkter fra året og bøger, som de glæder sig til at læse i stearinlysenes skær. Glædelig jul!
Af Biblioteket
Vi har spurgt vores kolleger om, hvad julen byder på litteraturmæssigt, og vi fik mange forskellige spændende svar, der måske kan inspirere til julelæsningen og pausen fra tredje sæson af 'Hjem til jul' på Netflix (som Biblioteket også glæder sig til).
Norsk romankunst og læsning i en urolig verden
Bibliotekar Simon skal igennem intet mindre end 1088 sider med Johan Harstads Under brostenene, stranden!, og Simon taler om norsk litteratur, som (jule)gaven, der bliver med at give:
Jeg ved ikke, hvad de kommer i deres drikkevand i Norge, men det er imponerende, hvad der udkommer af skønlitteratur i vores naboland. Mens jeg venter på det sjette bind af Karl Ove Knausgårds Morgenstjerne-serie, har jeg tænkt mig at læse Johan Harstads nye bog. Anmelderne kalder den for ”Stor romankunst”, og jeg glæder mig til at se om, der er noget om snakken.
Bjørn, bibliotekar og hele bibliotekets yndlingsnordmand, har haft mange gode læseoplevelser i 2025, men lærte mest af Timothy Snyders Vejen til ufrihed, og han sender sin juleanbefaling afsted med budskabet om at huske at læse flere genre i år 2026 inklusiv faglitteratur:
Timothy Snyder gennemgår, hvordan propaganda, historiefortælling og politisk manipulation i Rusland, Ukraine og Vesten former vejen mod ufrihed. Snyder gør komplekse udviklinger forståelige og viser, hvordan nutidens konflikter udspringer af gamle ideologier. Bogen er både en advarsel og en opfordring til at værne om demokratiske værdier – og uundværlig, hvis man vil forstå baggrunden for krigen i Ukraine.
Rejse i julefarver og Danmarks mørke kolonitid
Biblioteksassistent Berit har snydt lidt og allerede læst Annette Bjergfeldts dejlige roman og ø-flugt Mr. Saitos rejsebiograf, men måske hun skal læse den igen i juleferien - hvem ved?
Bogen er finurlig og anderledes. Mere en fortælling end en roman vil jeg mene. Uden helt at vide hvad forskellen på fortælling og roman er. Og så er forsiden julerød. Jeg nød meget at læse den.
Bibliotekar Agnete regner med at fortsætte læsningen af Jeppe Brixvolds historiske roman I de levendes verden, der handler om den tysk-danske læge Paul Isert.
Agnete er imponeret af Brixvolds researcharbejde. Trods at man, uden viden om virkelighedens Isert, kunne mistænke Brixvold for skabe unødig sympati for hovedpersonen skriver Agnete til os. Men den virkelige Paul Isert var, udover at være en stor botaniker og kirurg, en tidlig kritiker af datidens slaveri.
Med 928 sider er der læsestof til mange feriedage, men man skal ikke lade sig skræmme af størrelsen på bogen, for sproget er enkelt og fortællingen glider let fremad. Emnet er dog temmelig grumt, da romanen drejer sig om Danmarks deltagelse i den transatlantiske slavehandel og de krige, som kolonimagterne førte mod de indfødte befolkninger. Hvis man er glad for at læse romaner, hvor interessante historiske perioder bliver levendegjort gennem beskrivelser af følelseslivet, sanser og samtaler, er det en skøn roman at gå i kødet på.
Stærke kvinder og iransk historie
Når børnene er puttet, skal vores børnebibliotekar Tanja fortsætte læsningen af femte bind i Sarah J. Maas' romantasy-serie og booktok-favorit Et rige af sølvflammer, og biblioteksassistent Thea har flere bøger på sin TBR-liste, men glæder sig især til at læse Iben Mondrups hudløst ærlige og selvbiografiske roman Hvordan kan vi.
Vores bibliotekar Sofie skal læse Kriger uden maske af Hanne-Vibeke Holst og skriver til os:
I juleferien vil jeg bruge de stille stunder til at krølle mig sammen på sofaen, med et uldent tæppe og en kop varm kakao, og færdiggøre Hanne-Vibeke Holsts geniale murstensroman, der handler om kunstneren Sonja Ferlov Mancoba. Bogen fortæller et stykke danmarkshistorie om København lige før krigen, om kunstakademiernes kvindesyn, og om hvordan en stor kunstner fandt sin helt egen stemme.
Bibliotekar Cecilie anbefaler at tage lidt væk med litteraturen i julen. Hun vil genlæse to stærke iranske værker, hvor en af dem er Forugh Farrokhzads poesisamling og biografi Kun stemmen bliver tilbage:
Forugh Farrokhzad er iransk og skriver originalt på persisk. Hun er født i 1936 i Teheran. Hun formidler Irans natur, byer, barndom og ungdommen. At blive forelsket, at være hjemme, at observere en verden man endnu ikke helt forstår og ikke at acceptere status quo. Vil du være et andet sted til jul, men er låst fast i traditionerne, så drøm, at du er en anden med denne bog og føl længslen fra/for/mod dig og fortællingerne på tværs af tid og sted.
Magiske portaler og fællessang
Børnebibliotekar Dorthe har blandt mange bøger læst Amy Kims Legenden om Rema - den blå tåges rige og giver den 5 stjerner. I bogen bliver vi ført gennem en portal til den magiske verden Rema. Så mens vi venter på at kunne lukke portalen til "The Upside Down" i sidste sæson af Stranger Things, kan vi passende kaste os ud i Kims flotte univers, der ikke kun betager de yngre læsere. Dorthe glæder sig i hvert fald til meget mere i graphic novel-serien.
En helt fantastisk verdensopbygning med skabelsesberetning og det hele. Også meget smukt illustreret.
Sidst men ikke mindst har bibliotekar og klassisk musikelsker Ebbe læst om Aksel Schiøtz og vil give bogen videre som juleanbefaling. Bonusinfo: Ebbe har alverdens t-shirts med klassiske komponister i moderne forklædninger.
Jeg er glad for klassisk musik og specielt opera. En af de store danske klassiske sangere, Danmark har haft var Aksel Schiøtz. Den store fortæller og musikformidler Henrik Engelbrecht har skrevet en bog om Aksel Schiøtz. Historien er meget interessant – hele sangerens liv bl.a. hans store indflydelse under 2. Verdenskrig med fællessang – han blev folkeeje under navnet ’Den danske sanger’.
Så dyk ned i favoritterne, og lad dig inspirere af både det lidt tunge, det finurlige, det ærlige og det historiske. Måske du finder lige præcis den bog, der gør din juleferie ekstra magisk. God læselyst!