Undgå madspild med disse gode vaner og bøger

Reduceringen af madspild er et vigtigt redskab i kampen mod sult og klimaforandringer på verdensplan. Vi har gode råd og bøger klar til dig, der ønsker at gøre en forskel.

Af Biblioteket

Undgå madspild ved at opbevare dine fødevarer smart. Foto: Unsplash.

Madspild har store miljø- og klimamæssige konsekvenser. Udenlandske undersøgelser peger på, at omkring halvdelen af den mad, der ryger i skraldespanden verden over, kunne være spist.
Alle kan være med til at mindske madspild ved at justere deres madvaner. Selv de mindste tiltag kan have stor betydning.

Den 29. september er Danmarks nationale madspildsdag, og den falder på samme dato som FN's International Day of Awareness of Food Loss and Waste, hvor verdens lande opfordres til at sætte fokus på forebyggelse og reduktion af det enorme madspild og fødevaretab, der i dag sker på global basis. I tråd med FN's verdensmål 2 om at stoppe sult i verden, er kampen mod madspild et vigtigt redskab.

Som forbruger kan du selv gøre en aktiv forskel ved at deltage i Danmarks nationale madspildsdag. Du kan også gøre en forskel i hverdagen ved at være opmærksom på følgende råd:

Undgå madspild - 6 gode råd

  • Planlæg dine madindkøb, og køb kun den mad, der er behov​ for.
  • Spis lokale produkter, så skal de ikke holde sig længe under transport.
  • Bliv bedre til at bruge rester i nye retter, men hold stadig øje med holdbarheden.
  • Opbevar maden ved den rigtige temperatur, så du smider mindre mad ud, der er blevet dårlig.
  • Køl madrester, der skal gemmes, hurtigt ned, eller frys dem evt. i små pakker.
  • Køb datovarer og overskudsvarer i dit lokale supermarked, hos Wefood eller gennem TooGoodToGo


Fakta

  • I Danmark spildes ca. 700.000 tons fødevarer årligt
  • Spild af fødevarer i danske husholdninger udgør ca. 1/3 af det totale spild af fødevarer i Danmark, svarende til ca. 247.000 tons årligt.
  • I Danmark skyldes ca. 3,8 procent af CO2-udledningen madspild.

(Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet)

 

Se alle vores gode bøger om lækker madlavning uden spild herunder.

Oprindeligt skrevet af Nina Ovesen, Aalborg Bibliotekerne.