Margrethe Tjalve
Margrethe Tjalve (f. 1947) er tidligere lektor i dansk, religion og filosofi på Helsingør Gymnasium. Hun bor i Espergærde og er nu forfatter på fuld tid.
Af Biblioteket
Har skrevet
’Iseskrog’ er en historisk roman om kulturmødet mellem skandinaver og grønlændere i 1700 tallet med centrum i en kvindes liv og kamp. Koloniseringen skaber sammenstød, de såkaldt civiliserede hvide mennesker handler i grønlændernes interesse, tror de, men bringer grønlænderne sygdomme og krav om en civilisation, der næppe kan opretholdes i det barske klima.
Men først og fremmest handler bogen om, hvordan en kvinde, Gertrud Rask, forstår sit liv og dog også handler i blinde. Gertrud og hendes mand, Hans Egede, kæmper med, men også mod hinanden, i kærlighed og had.
Bogen stiller spørgsmålet om, hvad der styrer vores liv, hvor får vi kraften fra, hvor finder vi meningen med det hele? Troen er måske det, der styrer vores liv, men hvordan skal vi forstå Gud?
Hvad skriver du om?
Forholdet mellem mænd og kvinder, om drift og lyst, om den store afstand mellem de to køn eller bare mellem to mennesker. Hvad er vores afhængighed, vi spejler os i hinanden, vi stiller krav om forståelse, vi gør hinanden til guder i vores liv.
Vi kæmper med identitet, selvforståelse, selvindsigt, vi skaber vore børn i vort eget billede, og vi ser deres liv som en forlængelse af os selv, men alligevel er de så helt forskellige og langt mere fuldstændige, end vi selv er.
Hvad inspirerer dig?
Naturen er den store inspirator, hvad enten det er havet, der brøler mod kysten, stormen der lægger træerne ned, eller det bakkede morænelandskab, skovens hemmeligheder. Grønland kan man ikke glemme, luften er så gennemsigtig klar, at man skulle tro, at alt kunne åbenbares der, men tværtimod bliver man bittelille i det store øde.
En god historie må der også være, gerne noget historisk, som man selv må omforme og tolke. Enhver levende skæbne må gøres til fiktion, før den bliver til sandhed.
Har du et lokalt yndlingssted?
Havet er et sted samtidig med, at det er et begreb, det er også et sted i sindet, det er afmagten og vores ubetydelighed, det er vores fisketilværelse, vandet er legen, vægtløsheden, sanseligheden og jo efter sigende stedet for det ubevidste.
Lokalt er det havet ganske tæt ved, hvor jeg bor, svømningen mellem lygtepælene på land, der måler, hvor langt jeg er nået, tangskovene under mig. Bølgerne er en rytme i blodet, en langsom bevægelse eller en kraft, der kaster mig omkuld.
