Helsingør Kommunes Biblioteker får certifikat i verdensmål

Helsingør Kommunes Biblioteker har i mere end et år arbejdet for at inddrage verdensmålene og tydeliggøre bibliotekets rolle i den bæredygtige omstilling.

Af Biblioteket

Nu er Biblioteket blevet verdensmålscertificeret

De danske folkebiblioteker er vigtige lokale mødesteder, og er derfor et godt afsæt for at kunne hjælpe borgere og lokalsamfund med at komme i gang med den grønne omstilling.

Nu kan Helsingør Kommunes Biblioteker også melde sig ind under den grønne fane. Det seneste halvandet år har biblioteket nemlig sat ekstra tryk på den bæredygtige dagsorden, blandt andet ved at skrue op for bæredygtige arrangementer. Og ved at tilslutte sig bibliotekernes landsdækkende temauge, UGE 17- hvor borgere kan få inspiration til en bæredygtig hverdag. 

Bibliotekschef Birgitte Refbjerg Hansen er begejstret for at Helsingør kommunes Biblioteker er blevet verdensmålscertificeret og glæder sig til fremadrettet at arbejde  med at sætte verdensmålene i spil sammen med borgere og foreninger:

 

”Det handler om at formidle viden og litteratur om bæredygtighed men også om at hjælpe folk, der gerne vil bidrage til et grønnere og mere bæredygtigt samfund. Det gør vi blandt andet ved at invitere til at samarbejde om grønne initiativer og at udvikle bibliotekets rolle som et mødested for borgere, der i fællesskab ønsker at bidrage til en bedre verden.
Og for andet år i træk inviterer vi voksne unge og børn ind på vores biblioteker i Uge 17, hvor de kan få en masse bæredygtige oplevelser og inspiration, så som hvordan man får en bæredygtig have, viden om havet og bæredygtige bofællesskaber, bytte og reparere tøj på byttemarked og meget mere.”

 

Det er Danmarks Biblioteksforening, netværket DB2030 og bæredygtighedsorganisationen CHORA 2030, der står bag udviklingen af certificeringsprogrammet, som skal være en fælles ramme for bibliotekernes verdensmålsarbejde.

Programmet tager udgangspunkt i bibliotekets traditionelle opgave med at give adgang til viden, men har særligt fokus på at inddrage borgere og lokalsamfund, så biblioteket kan fungere som fødselshjælper for nye idéer og aktiviteter. Samtidig skal bibliotekerne også selv være med til at vise vejen og arbejde for at gøre sig selv mere bæredygtige.

 

Læs mere om verdensmålscertificering her