Månedens digt: 'Pudebogen' af Sei Shōnagon
Forårstid i selskab med den betagende og betragtende japanske hofdame Sei Shōnagon, der skrev omkring år 1000. I sine tekster dvælede hun ved det, som hun så. Her er nogle betragtninger om forårets komme - uden at favorisere årstiden over andre.
Af Biblioteket
¤
VED FORÅRSTIDE
Ved forårstide er det smukkeste morgenrøden. Alt som det dæmrer, står omridset af bjergene lysende klart rødt, og violetfarvede skyer svæver smalle oppe på himlen.
Om sommeren er det nætterne. Især når månen er fremme. Mørket er også smukt, når ildfluerne flyver rundt. Endog når det regner, er det smukt.
Om efteråret er det aftenrøden. Når aftensolen lyser og kommer nær bjergryggen, er selv krager, der flyver til deres reder to, tre eller fire sammen, betagende. For slet ikke at tale om, hvor yndigt det er, når man kan skimte en formation af vildgæs. Når solen er forsvundet, høres lyden af viden og insekternes klagen.
Om vinteren er det morgenen. Jeg behøver ikke at nævne, at det er smukt, når det sner. Det hører med, når rimfrosten er kridhvid, eller når det blot er meget koldt, at vi har travlt med at puste liv i ilden og bringe kul over. Midt på dagen, når det bliver lunere, gør det et dårligt indtryk, at ilden og runde kulbækkener bliver til hvid aske.
¤
Teksten er smukt valgt og oversat af Charlotte Rohde og Lone Takeuchi fra samlingen Er månen den samme, er foråret som før? : tidlig japansk litteratur.
