Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Fantasyserien Pandora ligner på en række områder den typiske TV-situationskomedie med dens fast definerede rollefordeling, dens overskuelige problemer og dens opdeling af intrigen i korte sekvenser. Tegneseriens personer slår sig igennem selv de værste krisesituationer med et smil og en kvik bemærkning på læben, mens den psykologiske beskrivelse lades slemt i stikken. Prinsesse Pandora er sammen med eventyrerne Sylvin og Lyzgry sluppet fra den onde vezir Huz, der er bange for, at Pandora skal afsløre ham som morder. Forfølgerne er dog lige i hælene på de tre venner, som desuden må slås mod pirater, inden de når frem til Myrymus ́palads, hvor de kan puste ud. Freden varer dog ikke længe; albummet afsluttes med et spektakulært opgør med piraterne, hvor Allarts dynamiske billedside udnytter hele arsenalet af virkemidler: hidsige perspektivskift, stærkt varierede billedrammer, en ekspressiv streg og en kraftfuld farvelægning. Allart behersker mediets udtryksmuligheder fint, så når historien ikke rigtigt fænger, skyldes det primært den sært retningsløse og uvedkommende intrige. Forfatteren har desværre ikke noget på hjerte med sin fermt fortalte historie, som til gengæld nok skal underholde det unge publikum, mens læsningen står på