Lektørudtalelse

Forfatter: Jens Hjøllund

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til læsere der går efter moderne dansk lyrik, der ikke nødvendigvis er af den formeksperimenterende og genrehybride slags

Beskrivelse

I Ole Lillelunds digtsamling fra sidste år, Centraljyske ganetoner, gik turen til Jylland, men i denne nye samling er digteren tilbage i Helsingør, hvor han har tilbragt en stor del af sit liv. "digte i, om, til/ helsingør" hedder det i en indledende tilegnelse, og teksterne henviser da også til lokaliteter og personer som Kronborg, Hamlet og Buxtehude. Mere end en topografisk og historisk interesse for stedet er digtene udtryk for stemninger og forsøg på at indkredse og fastholde flygtigheden, øjeblikket og "nuets flashede væren". Frem for at konfrontere sig med den ydre verden, lytter digteren indad, ofte stemt i en melankolsk og vemodig tone og med et sprogligt udtryk, der spænder fra det visionære og surrealistiske til det lavmælte, meditative i en række "kronborg-haiku". Med bogen følger en cd, hvor forfatteren læser samlingens tekster op med forskellige Helsingør-lokaliteter som lydkulisse

Sammenligning

Interessen for stedet og det lokale finder man i dansk poesi lige nu også hos Sten Kaalø, Jakob Brønnum og Peter H. Olesen

Samlet konklusion

Ole Lillelunds tekster har et udtalt poetisk ideal om digtet som "en flygtig parfume", der skal give stemme til alt det ordløse. På trods af at han behersker det lyriske håndværk, bliver det dog undertiden lidt for programmatisk, og digtene fortæller i alle tilfælde mere om den følsomme digter selv, end om det sted de angiveligt handler om