"Umulig at sidde overhørig (...) hvis man er til John Coltrane og anden stærk kost ... Den tekniske kvalitet er en kende ustabil. Men musikkens styrke overskygger det problem. Med et spirituelt ladet spil på tenorsaxofon åbner Coltrane en 16-minutters version af »Naima«, en ballade som han skrev (...) i 1959, og som han siden skulle videreudvikle, koncert efter koncert. Ja, her er der ganske få reminiscenser af originalen, men Coltranes magtfulde, majestætiske og mirakuløse fabuleren er bare dybt fascinerende. Det samme er tilfældet i en anden Coltrane-klassiker, »Crescent«, hvor Pharoah Sanders dog hurtigt tager over for at spille en mildt sagt skrigende og sønderrivende tenorsaxofonsolo. Samme stil og intensitet står han for i den fanfareagtige »Leo«, hvor vi også får en vidtfavnende trommesolo fra Rashied Ali, samt - nok så unikt - den første af tre sekvenser, hvor Coltrane høres som - ordløst messende - sanger!"