Forlagene udsender stadig flere digtsamlinger, heriblandt mange af debuterende digtere. Og det er der god grund til. Med Green Jensen, Fleischer og nu Søren Ulrik Thomsen virker det som om enny generation er på vej. Thomsen ved, som de to andre nævnte, noget om hvad moderne poesi er, hvad et godt digt er og om hvordan man kan arbejde med sproget. Hans brug af billeder røberfortrolighed med modernistisk poesi, men hans konsekvent fragmentariske beskrivelse af storbyen er uafhængig af forbilleder. Hans tone er trodsig og følsom på samme tid, vred, opgivende oghåbefuld. Punk-agtig. Enkelte digte i bogen går i tomgang og af og til er der noget krukket over billederne (vinterens blå, gadernes væv, kindernes bål), men alt i alt er det en bog som er med tilat vise, at dansk poesi stadig udvikler sig i stadig mere suggestiv retning. Thomsen er ikke helt så nem at læse som Vita Andersen, men der er til gengæld grund til at læse bogen flere gange