Projekter

tir, 20-12-2016 09:21

Ud over daglig service deltager bibliotekets medarbejdere også i en række udviklingsprojekter.

Shakespeare Biblioteket

I anledning af Shakespeares 400 års dødsdag blev Shakespeare Biblioteket indviet i 2016 på Kulturværftet. Det blev udviklet i samarbejde med HamletScenen på Kronborg Slot.
Læs mere om Shakespeare Biblioteket
 

Shakespeare på lokalbibliotekerne

De fire lokalbiblioteker i Vapnagård, Espergærde, Abildvænget og Hornbæk markerede Shakespeareåret med installationer, der spejler fire af Shakespeares kendte dramaer. Installationerne cirkulerede mellem lokalbibliotekerne. Det er to af Shakespeares mest populære kongedramaer, King Lear og Macbeth, kærlighedstragedien Romeo og Julie samt komedien En skærsommernatsdrøm.

 

Det Litterære Udstillingshus

Med knap en million kroner i ryggen fra Kulturstyrelsen udviklede de tre biblioteker i Albertslund, Frederiksberg og Helsingør metoder til scenografisk formidling af litteratur. Helsingørs bidrag var ni installationer på Kulturværftet, som visualiserede temaerne i William Shakespeares Hamlet. De tre udstillinger var skalerbare og blev i løbet af 2016 vist på skift på de tre biblioteker.
Læs 'Litterære udstillinger - hvad kan man forvente' på Litteratursiden
 

En by - en bog

Den 23. april er det Verdens Bogdag. I 2016 var det også 400-årsdagen for William Shakespeares død. Det markerede Helsingør Kommunes Biblioteker ( i samarbejde med en række frivillige organisationer) med en storstilet husstandsomdeling af  Hamlet. Efter omdelingen lavede Helsingør Folkeuniversitet og bibliotekerne en række introduktioner til læsningen af Hamlet.
Læs mere om En by - en bog

 

Kulturkufferterne

’Min flyvende kuffert’ sender 175 startskolebørn på en 2-årig opdagelsesrejse i Helsingørs kulturliv. Børnene kommer fra tre skoler i Vapnagård og Nøjsomhed. De får en kuffert pakket med bøger og film – og i perioden 2015 – 2017 vil børnene og deres forældre få fem kulturelle oplevelser i lokalområdet oven i.
Læs mere på Helsingoer.dk


Mix din kulturarv - Fortolk, Form, Fortæl

Et projekt, som har fået penge af Kulturstyrelsen i februar 2016. Unge skal fortælle deres egen kulturarv via udstillinger af genstande fra 3D-printede museumsgenstande, lokalt arkivmateriale (tekst, lyd, billede, film) og klassiske fortællinger fra litteraturen. Projektet er et samarbejde mellem biblioteket, museer og skoler. Se mere her.
 

Licens til leg

Et partnerskabsprojekt om at gøre databaser og deres skjulte indhold til noget konkret forståeligt ved at bruge greb fra computerspil for børn.
 

Byens Hus

Espergærdes borgere, foreninger, erhvervsliv og institutioner er fra 2015 medskabende i udvikling af Espergærde Bibliotek som et Byens Hus.Formålet er udvikle endnu bedre tilbud til byens borgere inden for kulturoplevelser og læring. 
Find nyhedsbreve og yderligere information under Byens Hus.
Se også Det sker i Espergærde på Facebook, som Byens Hus står bag.
 

3F Læser

Med afsæt i Danmark Læser i 2015 opbyggede Helsingør Kommunes Biblioteker et indbydende minibibliotek på fagforeningen 3F Nordsjælland Øst. Formålet var at fremme læselysten blandt medlemmerne. Projektet løb til august 2016 og fik  over 100.000 kr. fra Kulturstyrelsen. Efter projektperioden har 3F selv fortsat biblioteket. Læs mere om 3F Læser
 

Bogstart

Et godt sprog og en nem skolegang får man af at læse bøger! Det er tanken bag Bogstart, hvor vi  går på hjemmebesøg med bogpakker. Biblioteket giver i alt tre bogpakker til børn og familier i områderne Vapnagård, Borupgård, Nøjsomhed og Lerbakken. Projektet har kørt siden 2009 og blev indtil udgangen af 2016 støttet af satspuljemidlerne.
Læs mere om Bogstart