Sms-litteratur - levende litteratur i lommeformat

Viden Af: Biblioteket 2. Jun 2015 0 kommentarer
Bøger er ikke bare noget på papir. Du kan også læse på din mobiltelefon. Læs danske noveller, digte, romaner, realtime fortællinger og interaktive historier på din mobil.
Skrevet specielt til mobilen
Sms-litteratur er en ny fortælleform hvor det kompakte format, tidsfaktoren og afsenderen spiller en afgørende rolle i fortællingen. Alle udgivelserne er skrevet specifikt til mobilmediet og findes ikke udgivet andre steder. Du kan finde sms-historier fra flere kendte forfattere, for eksempel Kim Fupz Aakeson, Svend Åge Madsen og Kenneth Bøgh Andersen. De strækker sig ofte over en uges tid. Hvis du bor i Helsingør Kommune og er meldt ind som låner på biblioteket kan du læse historierne ganske gratis.Tilmeld dig SMSpress og få sendt sms'er med små bidder af den historie, du har valgt.

Sms-historier - sådan gør du
Inden du kan hente sms-historierne gratis, skal du først logge på med dine biblioteksoplysninger.  
  1. Gå ind på Smspress.dk og vælg Helsingør Kommunes Biblioteker
  2. Tast dit cpr/lånerkortsnummer og pinkode, samt dit mobilnummer i den blå boks med brugervalidering. 
  3. Se udvalget af sms-historier på siden og send den tilhørende sms-kode i en sms til 1277. Derefter starter historien automatisk.
Bemærk, at du godt kan hente historier uden at logge på som biblioteksbruger - men i så fald skal du betale det beløb, som er angivet ud for de enkelte sms-historier.

Sms-historier til brug i undervisningen
Alle udgivelserne er velegnede til brug i undervisningen på gymnasiet og folkeskolens mellemtrin. Her er litteraturen præsenteret på en ny og spændende måde på et af elevernes foretrukne medier. Det er gratis, hvis skolen har abonnement til Clio Online. Læs mere om sms-litteratur til brug i undervisningen.

Tilføj kommentar