Læse

Flygtninge i litteraturen

Læse Af: Biblioteket 11. Feb 2016 0 kommentarer
Om flygtninge fra Uganda, Palæstina, Afghanistan, Irak, Bosnien - og velkomsten i Europa

- Af bibliotekar Anette Thede

Susan Abulhawa: Morgen i Jenin

Palæstinensiske Amal fødes i 1955 til et liv i en flygtningelejr i Jenin. Hun vokser op i en familie og en tid præget af den voldsomme konflikt imellem palæstinensere og den nye stat Israel.
 

Johannes Anyuru: En storm kom fra paradiset

Biografisk roman om forfatterens far, P (Paul Anyuru), der i 1970'erne forlader Uganda for at blive uddannet til jagerpilot i Grækenland. Hans drømme om at flyve bliver til et mareridtsagtigt liv i evig flugt, da Idi Amin tager magten i Uganda ved et statskup.
 

Fabio Geda: I havet er der krokodiller

Enait er en kun 10-årig dreng, da hans mor følger ham over grænsen fra Afghanistan til Pakistan. Hun sender ham alene væk fra et livsfarligt talebanstyret område, og beretningen om hans hårde erfaringer på sin vej til vesten er gribende.
 

Henrik Juul Jensen: Støj og stilhed - en bedemands rejse

Nada kommer til Danmark som flygtning fra krigen i Jugoslavien. Hun gifter sig med den noget ældre bedemand Andreas, men den hemmelighed hun bærer på, bliver stadig sværere at være alene om.
 

Olav Hergel: Flygtningen

I Irak bliver en kvindelig journalist kidnappet af lokale terrorister, truet på livet, og skamferet for åben skærm. Hun flygter, med hjælp fra en af terroristerne. Da han selv må flygte, og ender i Danmark, bryder helvedet løs. Myndighederne vil have ham i fængsel, men den kvindelige journalist føler sig forpligtet til at hjælpe ham.
 

Khashayar Naderehvandi: Rosenfingrede daggry

Digte om indlevelse og overlevelse i en kold, overvintrende verden, præget af krig, katastrofer og mennesker på flugt. Digterens jeg kredser om krigens oplevelser og forsøger at nærme sig en forståelse og et spinkelt håb om en fredelig fremtid.
 

Carsten Nagel: Zehras flugt

Zehra er 12 år, da krigen i Bosnien starter. Familien oplever ubærlige grusomheder og splittes, og Zehra og hendes mor ender som asylansøgere i Danmark
 

Kristina Stoltz: Æsel 

To teenagedrenge flygter alene fra Afghanistan til Sverige. Udfordringerne undervejs er medvirkende til, at det også bliver en fortælling om de to drenges udvikling fra børn til voksne.
 

Jakob Vedelsby: Skyggespor

Filminstruktøren Peter Bellman arbejder med en dokumentarfilm, der skal afdække en hemmelig organisation, der på kynisk vis vil bremse flygtningestrømmen til Europa ved gøre alle kvinder sterile under dække af en malariavaccine. Undervejs konfronteres hovedpersonen med sin egen fortid og personlige dæmoner.
 
 
(Anbefalingerne er et uddrag af en artikel fra Litteratursiden)

Tilføj kommentar

Materialer: