Er din motion aflyst? Sådan kommer du i form i en pandemi

29.01.21
Det faste hold på træningscenteret er lukket ned, og kampprogrammet er skyllet ud for længst. Her kan du få tips til, hvordan du får pulsen op og samtidigt får naturoplevelser. Hvad med at tage ungerne på tur til Nordsjællands velbevarede borgruiner?

Ude i Teglstrup Hegn kan du finde spor fra en anden tid. Eller mere præcist mange andre tider. Kystbrinkerne mod Øresund er formet af forskydninger i terrænet siden den sidste istid for omkring 12.000 år siden. Og det lille Anes Hus ved Bøgeholm Sø er et af det mest velbevarede eksempler på landboliger i Danmark fra det attende århundrede.

Folderen ”Se Helsingør fra din cykel,” der er lavet af biblioteket, tager dig forbi Teglstrup Hegn, bunkerne i Hornbæk Plantage og en lang række andre spændende naturoplevelser. Det hele kan opleves med cykelcomputer og lycra eller til fods med vandrestav. Du finder folderen her 

På rulleski i Klostermosen

Langesø, Ræveskiftet, Rolighedsmoserne, Klostermoseskoven og mange flere. Udover at vi er omgivet af vand, er Helsingør Kommune også fyldt med grønne pletter. Mange af dem kan du finde i folderen ”Grønne pletter og naturperler i Helsingør Kommune. (PDF fra Helsingør Kommune),” og så er det bare på med jakke og gode sko. Eller måske et par rulleski?

I kan også overveje at starte turen i bil og køre ud til Kronborg eller Gurre Slotsruin og blive blæst godt i gennem på en kortere tur. Bøgerne i denne guide kan alle findes gennem helsbib.dk som papirbog eller e-bog.

Friluftsrollinger:

Julie Pio Kragelund (2020). Guide til småbørnsforældre, der gerne vil dyrke et aktivt familiefriluftsliv, med konkrete råd og vejledninger til børneegnede aktiviteter. Det handler om vandring, orienteringsløb, cykling, overnatning i det fri, bål, fiskeri og kanopadling.

Sundt & sjovt

Patrick Brylov, Stephanie Agger og Anton Fabricius (2020). Principperne bag konceptet "Sundt & Sjovt" er, at mad- og træningsplaner skal være realistiske. Derfor er der ingen forbudte fødevarer eller tidskrævende træningsforløb, men nemme opskrifter og overskuelige træningsprogrammer. Med kostråd, opskrifter til morgenmad, frokost og aftensmad samt træningsøvelser.

At gå - et skridt ad gangen

Erling Kagge (2019). Det handler om, hvorfor det er vigtigt at gå - i byen og i naturen. Om at finde ind i sig selv og være i forbindelse med sine omgivelser. Og om ikke bevæge sig hurtigere, end sjælen kan følge med.

Træn i det fri: leg dig til en stærk krop med outdoor fitness

Søren Malling (2020). Outdoor fitness er en blanding af løb og stryketræningsøvelser. Med seks træningsprogrammer, som kan tilpasses den enkeltes fysiske formåen, får du en guide til at komme i gang. Og til at lege og styrke din krop.

Trap Danmark. Bind 26, Halsnæs, Gribskov, Helsingør, Fredensborg

(2018). Selvom den er stor, tung og uhandy, er den et godt udgangspunkt for at finde inspiration til nye naturoplevelser. Den opdaterede 6. udgave af guiden rummer detaljer, viden, fortællinger og et hav af beskrivelser af steder, du kan tage på tur. Hvad med at tage ungerne med på vandretur ved de nordsjællandske borgruiner? I Søborg, Gurre og Asserbo. I Søborg er der et velbevaret fangehul og voldgrav.