Foto af Dostojevskij
Dostojevskij 1876

Dostojevskij 200 år

04.01.21
I år er det 200 år siden, at den russiske forfatter og filosof Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij blev født. Zoya Leinava fra biblioteket har læst ham i skolen. På russisk.

Læses af skolebørn i Rusland

’Jeg var 16 år gammel, da vi i skolen blev introduceret for Dostojevskij. Faktisk var han pensum og vi læste både ’Idioten’ og ’Forbrydelse og straf’, fortæller Zoya Leinava, der er kontorassistent på biblioteket og født i Hviderusland. Interessen for forfatteren er sivet videre i familien. Zoyas 19-årige datter har netop slugt ’Kældermennesket’ og ’Onde ånder’. ’Dog har hun læst dem på dansk’, siger Zoya. I jubilæumsåret vil Zoya gerne slå et slag for, at man læser Dostojevskij. ’Dostojevskijs romaner er stadig relevante i dag. Hans værker kan sammenlignes med et spejl, hvor ethvert menneske kan se sin egen refleksion - på trods af geografiske placeringer og et evigt foranderligt samfund,’ siger hun.

Det gode og det onde

Ifølge Zoya kender Dostojevskij menneskets karaktertræk og dets inderste tanker. ’Da han skriver om sine egne oplevelser virker personerne i hans romaner livlige og realistiske, siger hun. Hans psykologiske portrætter har gjort ham verdensberømt. Men ifølge Zoya opfattes han forskelligt i mange nationer på grund af befolkningens baggrund og historie.

Fra succesdebut til latterliggørelse

Dostojevskij afsluttede ingeniørakademiet i Sankt Petersborg og arbejdede på et tegnekontor i cirka et år. Men han drømte om at skrive. I 1846, da han var 24 år gammel, skrev han sin første sociale roman i brevform ’Arme mennesker’. Romanen blev en succes og åbnede dørene til den litterære verden. Hans næste roman ’Dobbeltgængeren’ blev ikke forstået af de litterære cirkler og kritikerne. Hans tidligere forfattervenner vendte ham ryggen og latterliggjorde ham. De var ikke klar til de psykologiske emner og problematikker som han belyste, og de opfattede ham som et sindsforvirret menneske.

Dødsdømt

Derefter begyndte han at omgås unge videnskabsmænd og sine læsere frem for forfatterkollegerne. Som 28-årig besøgte han Petrasjevskij-cirklen, en politisk revolutionær kreds, hvor datidens fritænkere snakkede om pressefrihed og ophør af livegenskabet. Den slags tanker var ulovlige i zartiden. I april 1849 blev han arresteret, og den 22. december blev han dømt til døden. Han nåede at stå med geværerne rettet mod sig, da zar Nikolaj I ændrede dommen til 4 års arbejdslejr i Sibirien efterfulgt af 6 års tjeneste som soldat.

I Sibirien

I arbejdslejren mødte han kriminelle, bønder og mennesker, der var analfabeter. Han fandt ud af, at russerne på trods af deres skæbne var begavede og stærke, men mødet med dem fik ham også til at betvivle, om et menneske alene med sine kræfter og vilje er i stand til at forandre sit liv. Han ledte efter svaret i den eneste bog, som han havde med sig, Bibelen. Romanen ’Det døde hus’ er hans skildring fra arbejdslejren.

En produktiv forfatter

Efter at være kommet hjem fra Sibirien udkom hans fem mest berømte romaner: ’Forbrydelse og straf’ (1865), ’Idioten’ (1867-1869), ’Onde ånder’ (1871-1872), ’Ynglingen’ (1875) og hans sidste værk ’Brødrene Karamazov’ (1879-1880).

Pengenød

Mange af Dostojevskijs romanpersoner har økonomiske problemer. Det havde forfatteren også selv. I 1966 var han egentlig i gang med at skrive ’Forbrydelse og straf’, der udkom som en føljeton i et tidsskrift. Honoraret var brugt på forhånd, så Dostojevskij så ingen anden udvej end at tage imod et tilbud om at skrive en roman på en måned mod at blive forudbetalt. Det lykkedes. ’Spilleren’ er skrevet på 26 dage! Romanen handler om spillelidenskab – et problem, som forfatteren selv havde tæt inde på livet, og som var årsag til den tilbagevendende pengenød.

Siden 2010 har Sankt Petersborg fejret Dostojevskij hvert år den første lørdag i juli. Den russiske udgave af ’Forbrydelse og straf’ indledes lige præcis med at en mand denne dag går formålsløst rundt i Sankt Petersborgs gader.

Teater

I Danmark starter man jubilæumsfestlighederne allerede i år med teaterstykket ’Et latterligt menneskes drøm’. Stykket spiller på Kapellet Assistens Kirkegård i København fra november 2020 til maj 2021.

Foto af busten af Dostojevskij

Buste på Assistens Kirkegård

Mange ser et åndsfælleskab mellem den danske filosof Søren Kierkegaard og Dostojevskij, og Dostojevskij selv besøgte også Assistens Kirkegård i 1865, hvor han opsøgte Søren Kierkegaards familiegravsted. I 2019 blev der indviet en buste af Dostojevskij på kirkegården (foto). Den vender således, at hans blik peger mod Kierkegaards gravsted.

Populær i hjembyen

Dostojevskij døde den 9. februar 1881. Over 40.000 mennesker gik i sørgeoptog i Sankt Petersborg efter hans død.

Læs Dostojevski

Dostojevskij var den første, der beskrev Sankt Petersborg med de små mørke gader, indbyggerne, der boede på lofter og alle caféerne med lurvede gæster. ’Selvom Dostojevskij kan være svær at læse, har alle hans romaner et spændende plot, og de er en slags krimi- og spændingsromaner’, siger Zoya Leinava og anbefaler ham varmt.

Fjodor Dostojevskij født den 11. november 1821 i Moskva. Død den 9. februar 1881 i Sankt Petersborg.

Materialer