Oplev

Se udstillingen fra 1. februar 2019 - 31. marts 2019

Udstilling: Tror du vi vågner i morgen?

Oplev 11. Mar 2019 0 kommentarer
Tags: 
Fotograf Linda Hansen og forfatter Maiken Abildgaard udfordrer hinanden i fælles værker. Se udstillingen på Kulturværftet til d. 31. marts.

Igennem et år har fotografen Linda Hansen og digteren Maiken Abildgaard på skift sendt hinanden en udfordring i form af en sætning eller et fotografi, som den anden herefter har svaret på. Det er blevet til 100 værker i alt, hvoraf udstillingen indeholder 24 udvalgte. Bogen ’Tror du, vi vågner i morgen?’ udkom i december 2018 på Forlaget Gladiator.

Personlige associationer

Der er ikke tale om parvise gensidige illustrationer, snarere om personlige associationer. Værkerne tager afsæt i hverdagsproblematikker, kunstnerne hver især har gennemlevet i løbet af årets gang, og de tegner konturerne af almene menneskelige problematikker som angst, fremmedgjorthed og længslen efter at høre til i sig selv og i tosomheden. Værket undersøger skrøbeligheden ved det at være menneske, livets skyggesider og leger med fantasien og det ubevidste som et tilflugtssted.

Filmisk univers

Vi befinder os til tider i grænselandet mellem et mareridtsagtigt univers og den reelle verden, et næsten filmisk univers, der rummer finurlighed og humor, som en måde at bløde de til tider tunge tematikker op på. Hansen og Abildgaards projekt er et værk, der aktivt tager stilling til sine medier og samspillet mellem dem. Der er en klar formbevidsthed i værket såvel som et mellemværende med verden og den enkeltes virkelighedsopfattelse.

Om udstillerne

Linda Hansen er uddannet fotograf/billedkunstner i 1995 fra Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, og står bag skabelsen af værkerne ’Naevus Flammeus’, ’Linda Hansen’ og ’Life in Plastic’. 
Maiken Abildgaard er uddannet cand.mag i dansk og tysk fra Københavns Universitet og underviser til daglig på Helsingør Gymnasium. Abildgaard er forfatter til novelle- og kortprosasamlingerne ’FOLK’, ’De Overvågede’ og ’En smag af liv’. 
 

Fernisering 

FERNISERING FREDAG 1. FEBRUAR KL. 16-18. 
Her kan du møde kunstnerne bag udstilling og bog. Der vil være mulighed for at købe en signeret bog og biblioteket byder på et glas bobler. Alle er velkomne.

Praktisk oplysning

Udstillingen kan findes på Torvet, Fiktion, 2. etage.

 

Tilføj kommentar

Materialer: