Tove Ditlevsen

Af litteraturkonsulent Gro Frank Rasmussen

Forfatteren Tove Ditlevsen døde alt for tidligt i 1976 og står i dag som en uomgængelig skikkelse i det 20. århundredes danske litteratur.

Ville drikke sig ihjel

"Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv ... ” Det selvbiografiske stof præger med en uforfærdet selvfølge hele forfatterskabet. For Tove Ditlevsen var litteraturen og livet to helt forbundne størrelser. Litteraturen sprang ud af et sind, der ikke kun havde stor kunstnerisk fornemmelse for den udsattes position, men som også selv var plaget og udsat. I 1976 begik Tove Ditlevsen selvmord, men hun efterlod sig en imponerende forfatteskab rigt på levet liv.

Barnets gade

I første del af sit forfatterskab kredser Ditlevsen særligt om barndommen, og hun blev kendt netop for at betræde og udforske barnets gade og alle dets længsler og drømme. Ditlevsen viser i både sine digte, noveller og romaner en præcis og indlevende forståelse for barnets blik på sig selv og på voksenlivet, og for de kærlighedsrelationer, der omgiver barnet.

Flygtig kærlighed

Senere lod Ditlevsen særligt sit blik hvile på ægteskabskonflikter og generationsproblemer. Synet på kærligheden, ofte i en illusionsløs form, løber som en rød tråd gennem hele forfatterskabet. Hos Tove Ditlevsen er kærligheden tit flygtig, angsten for at miste den, man elsker, er presserende.

Hverdagslivet

Mens Ditlevsen er kendt for at beskrive hverdagens små begivenheder, det almindelige, det trivielle (lyse kjoler og Søndermarken, opvasken, æggemadder), så rummer hendes tekster alle de udsving, som hverdagslivet også er fyldt af: utroskab, jalousi, misbrug og ensomhed.

Fornyet popularitet

Når man læser Tove Ditlevsens forfatterskab, kan den læsning, hvor man kun fokuserer på dét punkt, hvor de biografisk fakta blander sig med det fiktive handlingsforløb sløre blikket for, at Ditlevsens værk står stærkt i sin egen litterære ret. Det er et forfatterskab, der bevarer og endda i de seneste år har opnået et fornyet popularitet, ikke bare fordi det beskriver menneskelivet (især kvindelivet) i al sin almindelighed, men fordi det også beskriver en universel og alment gældende livsangst og identitetssøgen.