Foto af Susanne Nilsson, Flickr

Min ferielæsning - Ålandsøerne

22.07.21
Som bibliotekar har jeg mange bøger i hænderne hver dag, så det er nemt at lade sig friste til at læse det der falder i øjnene af den ene eller den anden grund. Ofte er det spørgsmål fra jer brugere, der åbner mine øjne for noget jeg gerne vil læse.

Begyndelsen på det hele

Først på sommeren skulle jeg finde bogen ”Is” til en låner. Da hverken lånerne eller jeg kendte forfatterens navn måtte jeg søge bogen frem i vores bibliotekssystem. Utroligt nok er det ikke helt nemt. En søgning på titlen: Is, giver et resultat på over 73000 hits. Heldigvis var der noget mere jeg kunne gøre, så vi fandt forfatteren: Ulla-Lena Lundberg.

Bogen ’Is’, udgivet i 2013, handler om en ung præst og hans lille familie, der i 1946 kommer til den yderste skærgård i Ålandsøerne, hvor han har fået embede. De lever i ægteskabelig lykke, men så brister isen, og alt er pludselig ulykke.

At bogen foregår på Ålandsøerne vakte min erindring om en færgetur for år tilbage igennem den stockholmske skærgård til Mariehamn på Ålandsøerne. Den tur er aldring glemt, fordi skærgården er så fantastisk smuk og så anderledes for os flade danskere.

Så jeg tog bogen med på ferie og nu jeg havde Ålandsøerne i hovedet, så fandt jeg også frem til Sally Salminens bog: 'Katrina', som udkom i 1936.

Bogen ’Katirna’ handler om den unge pige Katrina fra Østerbotten, der forelsker sig i en sømand fra Ålandsøerne og forlader sin familie for at flytte med ham til hans hjem på Ålandsøerne.

Den roman kom også med i feriekufferten.

Skærgården og hvad ølivet indebærer

Både ”Is” og ”Katrina” beskriver det hårde liv på klipperne, med stor fattigdom, stor arbejdsomhed og total afhængighed af naturen, der kan være barsk og ubarmhjertig.

Hvor vi følger Katrina fra hendes møde med den unge sømand som 23 årig til hun dør som en gammel kone, følger vi i romanen ”Is” præsten og hans kone gennem tre år – fra de ankommer til præstekaldet på Ålandsøerne til en ulykke afslutter deres Ålandsliv.

Begge romaner fortæller om Ålandsøernes særlige forhold, hvor transport mellem skær og øer bedst og hurtigst sker med båd – hvis man har en – eller over isen om vinteren.

Hos Sally Salminen ulmer et spirende oprør mod social uretfærdighed – kæmpe forskelle mellem rig og fattig – men gennemgående er også troen på gud. At lægge sit liv i hænderne på en højere magt.

Hos Ulla-Lena Lundberg er kærligheden det bærende element. Kærligheden mellem de to ægtefæller og kærligheden til stedet, arbejdet og menneskene.

Bliv klogere

Skrevet af Bibliotekar Vivi Larsen

Materialer