Foto af John Le Carre - foto Jane Brown
John Le Carré. Foto: Jane Brown

John Le Carré - farvel til mesteren af spionromanen

17.12.20
Den britiske forfatter John le Carré (19.10. 1931 - 12.12.2020) er død efter kort tids sygdom.

Le Carré, som egentlig hed David Cornwell, var ikke bare mesteren af spionromanen, men en institution indenfor britisk litteratur. Hans bøger er oversat til mere end 40 sprog og mange af bøgerne er blevet filmatiseret. Le Carré studerede ved universiteterne i Bern og Oxford. Han blev britisk diplomat og senere efterretningsagent ved den britiske efteretningstjeneste MI5. Han lagde ikke skjul på, at han brugte sin fortid som spion i sit forfatterskab, og det kunne være svært at se, hvor han lod fantasien drømme og hvad der var fakta. Selv holdt han det hemmeligt. Læs mere på How Fact meet Fiction på BBC

Kold krig og samfundsproblemer

Blandt hans mest kendte bøger er "Spionen der kom ind fra kulden" (filmatiseret med Richard Burton i hovedrollen) og bøgerne med efterretningsofficeren George Smiley (filmatiseret med Alec Guiness i hovedrollen). Le Carrés tidlige værker er præget af den kolde krig mellem Vesten og Sovjet, mens han i de nyere værker, har arbejdet med andre problemer i samfundet. Fra Latinamerikas narkokarteller i ”Natportieren” 1993 (filmatiseret af Susanne Bier og med Tom Hiddleston i hovedrollen), til hvidvaskning af penge i ”Dimas drøm" (Our Kind of Traitor) 2010 og medicinalindustriens udnyttelse af Afrika i ”Den standhaftige gartner" 2001.

En litterær gigant

Le Carré har siden 1960'erne repræsenteret det ypperste inden for krimi- og spændingsgenren. "Han var en ubestridt gigant indenfor engelsk litteratur, som definerede koldkrigsæraen og talte sandhed til magten. Vi kommer ikke til at se hans lige igen," sagde Jonny Geller, som er Le Carrés litterære agent, da Le Carré døde.

Læs mere om John Le Carré på Forfatterweb.

Oprindelig skrevet af Rebekka Mohr, Frederiksberg Bibliotek

Materialer