Foto af bibliotekar Hanne Pedersen ved Håndplukket-bordet
Bibliotekar Hanne Pedersen slår selv gerne et slag for Korsveje af Jonathan Franzen. Den ligger på Håndplukket-bordet på Kulturværftet.

Håndplukket - populære titler og beslægtede bøger klar til dig

04.03.22
Hele foråret kan du finde håndplukkede bøger på boghandlerborde i biblioteksrummet. Du kan også blive inspireret til håndplukkede læseoplevelser på vores digitale platforme.

Vi glæder os til et forår med fantastiske læseoplevelser, og med vores koncept ’Håndplukket’ har vi gjort det lettere for dig at finde den næste bog, du skal læse. 

’Håndplukket’ går kort fortalt ud på, at vi (biblioteket) udvælger nogle af de bedste og mest efterspurgte bøger lige nu - og køber ekstra ind af dem. Omkring disse primærtitler har vi derefter håndplukket en række gode (og måske mindre kendte) bøger, som minder om populærbøgerne.

Håndplukkede bøger og ahaoplevelser

Formålet med at håndplukke nogle andre bøger ud fra populære titler er, at gøre det lettere for dig at finde din næste store læseoplevelse. Nogle af bøgerne er af ældre dato, og nogle er måske med nogle forfattere, du endnu ikke kender. Hvis vi er lykkedes med opgaven, kommer du hjem med en bog, du aldrig havde drømt om at skulle læse.

Når vi håndplukker bøger, lægger vi vægt på at finde bøger, som minder om den populære titel. Den håndplukkede roman foregår måske samme sted og i samme tidsperiode. Andre gange er det en stemning eller måden, hvorpå den er skrevet, der har betydning for, hvilke bøger vi håndplukker.

Håndplukket:
”Hvis du blev opslugt af den smukke og franske stemning i Valérie Perrins poetiske fortælling ’Vand til blomster’, vil du helt sikkert også kunne lide vores håndplukkede roman af Anna Gavalda ’Livet er bedre’, som er et must-read for alle frankofile.”

Lad os gøre det hårde benarbejde 

- Vi synes, at det er dejligt at kunne inspirere lånerne til ny læsning og til at give dem mulighed for at genopdage en masse gode titler. Mange lånere har jo ikke tid til at gennemgå alle reolerne på biblioteket for at finde den rette bog. Ved at udvælge og håndplukke bøger gør vi det lidt nemmere at finde ny læsning. Vi kan også konstatere, at der er godt gang i udlånene af de håndplukkede titler, siger bibliotekar Annebeth Larsen Møller.

Du finder de håndplukkede bøger på boghandlerborde på Biblioteket Kulturværftet, Espergærde Bibliotek og Hornbæk Bibliotek fra 1. marts – 31. maj.

Primærtitler på Biblioteket Kulturværftet:

•    Sally Rooney: ’Skønne verden, hvor er du
•    Gry Jexen: ’Kvinde kend din historie”
•    Jonathan Franzen: ’Korsveje’
•    Valérie Perrin: ”Vand til blomster”
•    Morten Glinvad: ’Fodbolddrømmer’ - om Kasper Hjulmand.
•    Søren Ulrik Thomsen: ’Store Kongensgade 23’
•    Dronning Margrethe og Tom Buk-Swienty: ’Undervejs: erindringer 1940-1972’
•    Morten Pape: ’Ruiner’  

Primærtitler på Espergærde Bibliotek:

•    Lone Hørslev: ’Halvt i himlen’
•    Ken Follett: ’ Aldrig’
•    Jens Andersen: ’Et liv med LEGO’ 
•    Fjodor Dostojevskij: ’Hvide nætter’

Primærtitler på Hornbæk Bibliotek:

•    John Le Carré: ’Sølvblik’
•    Iben Mondrup: ’Vittu’
•    Anne-Cathrine Riebnitzsky: ’Vindens port’