Læse

Autofiktion

De skriver om sig selv. Måske

Læse Af: Anette Thede 22. Aug 2018 0 kommentarer
’Nøgleroman’ kaldte man det i gamle dage. I øjeblikket er den såkaldte ’autofiktion’ en populær litterær genre.

En genre, der medfører debat

Autofiktion er romaner, graphic novels eller digte bygget over autentiske personer og begivenheder. Det er altså fiktion med et forlæg i den virkelige verden. Når der udkommer et værk i genren, medfører det ofte stor debat, da de personer, der omtales ofte ikke er blevet hørt forinden.
 

Ny dansk autofiktion

Den mest efterspurgte roman i denne genre i 2018 er Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille. Her gør hun op med sine forældre, som hun mener, ikke elskede hende. Også Jesper Wung-Sungs roman En anden gren er autofiktion. I romanform fortæller han sin families historie om den kinesiske oldefar, der i 1902 blev udstillet i Tivoli. I 2017 bragede en ung forfatter, Thomas Korsgaard, gennem den litterære lydmur med Hvis der skulle komme et menneske forbi. I denne og i efterfølgeren fra 2018 En dag vil vi grine af det beskriver han sin fattige opvækst i en dysfunktionel familie i udkantsdanmark, hvor der ikke var plads til en spirende homoseksuel.
 

En norsk verdenssensation

Den nok mest kendte repræsentant for genren er norske Ove Knausgaard, som i romanen Min kamp over seks bind udleverer sig selv, sin familie, sine venner og alt der i mellem.
 

Går han over grænsen?

Den danske forfatter, der mest konsekvent har ophævet grænsen mellem fiktion og fakta, er Claus Beck-Nielsen. I hans Suverænen afslører han private oplysninger om sin tidligere makker, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. Efter en tabt retssag gav Strøbech op, og han har meddelt sin bank, at han ikke længere hæfter for sin gæld, da han kun eksisterer som Beck-Nielsens opfindelse.
 

Årtiets digter

Herhjemme brød Yahya Hassan i 2014 den litterære lydmur med sine digte om en voldelig opvækst i en århusiansk ghetto. En autofiktion, hvor han ikke bare sætter sig selv i centrum, men også er dybt samfundskritisk. Med VERSALER.
 

Ene mand mod systemet

Daniel Dencik anklager i Anden person ental den svenske stat. Hans hovedperson Alexander bliver – nøjagtig som forfatteren selv – anklaget for vold og incest overfor sine børn og han mister samkvemsretten. Også selvom anklagen viser sig grundløs. Politiken gav bogen fem ud af seks hjerter, men skrev ’hvem fanden er Alexander, og hvem fanden er Daniel i dette rodsammen af fiktion og fakta, der lige for tiden går som varmt brød under den glade fælleshat autofiktion?’
 

En grønlandsk komet

Niviaq Korneliussen lagde alle anmeldere fladt ned, da hun i slutningen af 2014 debuterede med romanen Homo Sapienne. Her eksperimenterer fem unge grønlændere med deres seksualitet. Det er ’bogen, man kan bede sine forældre, venner og klassekammerater om at læse, hvis man synes, de trænger til at ankomme til the real world,’ skrev Politiken.
 

En mands kamp mod dæmonerne

Hanne-Vibeke Holsts Knud den store er et smerteligt portræt af den fader, som hele nationen så som en af dansk litteraturs helt store fyrtårne, men som aldrig fik skrevet sin Store Roman, og som gik til i druk. I mens bragede til hans misbilligelse først hustruen, siden datteren igennem i den lidt mere populære del af litteraturen.


Peter Høeg narrede alle

En af de bøger, som tidligt blev opfattet som autofiktion, inden genren overhovedet havde et navn, var Peter Høegs De måske egnede. Alle troede, at her fik de historien om forfatterens undertrykte og ensomme opvækst på et børnehjem. Stor var da overraskelsen, da Høeg selv på bogmessen samme år, hvor bogen udkom, fornøjet vinkede til sine forældre og afviste ethvert biografisk islæt.


Læs mere

Tilføj kommentar

Materialer: