Da forfatteren Linn Ullmann var 16 år og tog til Paris for at blive fotomodel

Et ældre jeg reflekterer over sit yngre jeg

Stærk autofiktiv fortælling om erindring og glemsel og en grænseoverskridende oplevelse i Linn Ullmanns ungdom. Det er indholdet i I 'Pige, 1983', hvor et ældre jeg reflekterer over sit yngre jeg. I fragmenterede erindringsglimt åbnes der for en større fortælling om erindringer, fortrængninger, identitet og egne narrativer. Det er en læseoplevelse, som skal have tid til at bundfælde sig i alle sine eksistentielle forgreninger og med et potentiale til at aktivere sin læser helt ind i centralnervesystemet.
'Ved at skrive det der skete, ved at fortælle historien så sandfærdigt, som jeg kan, forsøger jeg at samle dem i én krop – kvinden fra 2021 og pigen fra 1983. Jeg ved ikke om det er muligt', skriver Linn Ullmann.

40 års fortrængninger

Den kvindelige forfatter midt i halvtredserne plages af angst og depression. Det er tiden op til og under pandemien, hvor verden er i opbrud. Noget i hendes ungdom 40 år tidligere lader sig ikke længere fortrænge og kommer til udtryk som vrede og fortvivlelse. Hun kæmper med at genkalde sig, hvem hun var engang, men det er svært, når glemslen fylder mere end minderne. Kan hun finde rækkefølgen, så kan hun finde pigen, tænker hun. Pigen med de blå øjne, som kigger direkte på læseren på bogens forside.

Spottet af fotograf i en elevator

I fragmenterede erindringsglimt genbesøger hun vinteren 1983, hvor hun som 16-årig meget imod sin mors vilje tager til Paris for at blive fotomodel. Fotografen 'A' har spottet hende i en elevator i New York og inviteret hende til Paris med lovning om forsiden på franske Vogue. Senere i Paris ender hun i de hvide lagner sammen med den langt ældre fotograf. Hun farer vild i sine egne følelser, og opholdet bliver kort og turbulent.

Løsriver sig fra sin mor

Det er også en rørende fortælling om en datters forhold til sin mor. Mænd og herunder faren (Ingmar Bergman) fylder så godt som ingenting i fortællingen. Det er den stærke relation til moren (Liv Ullmann), hendes egen datter og sporadiske venindebekendtskaber i Paris, som træder frem i bevidstheden. I 1983 trækkes der en streg i sandet, hvor uskylden og fortroligheden til moren med ét forandrer sig. En ung kvinde i færd med at løsrive sig og finde sig selv - det er smerteligt smukt og absolut.

Kroppen husker

Temaet omkring den 44-årige fotograf og den 16-årige model, som ender i seng sammen, taler selvsagt ind i den aktuelle debat om MeToo. Der er ingen sentimentalitet eller løftede pegefingre i forhold til skyld, magt og ansvar at spore mellem linjerne, og Linn Ullmanns ærinde synes i højere grad at belyse følgevirkningerne for en ung kvinde. Måske fyldte det ikke i årene efter, men kroppen husker, hvad hukommelsen har glemt.

Autofiktion med interessant vinkel

De fortællinger eller narrativer, vi har om os selv og vores liv, har stor betydning for, hvem vi er som mennesker. I 'Pige, 1983' tager Linn Ullmann livtag med 'fortællingen om sig selv' og den smertelige problematik om, hvor meget man kan stole på erindringerne, og hvad man stiller op med de sorte huller i hukommelsen. I skift mellem 1983 og nutiden fremskrives fragmenter af erindringer samtidig med, at Ullmann indimellem forholder sig aktivt til problemstillingen omkring, hvad der reelt skete, eller om det er hendes hukommelse, der spiller hende et pus og digter videre. Det giver bogen en anderledes og interessant vinkel indenfor den autofiktive genre.

'Pige, 1983' er en moden kvindes refleksion over en ung kvinde, som endnu ikke har fundet sig selv, og spørgsmålet er, om Linn Ullmann her 40 år efter kan genfinde pigen i sig selv?