Bogforums Debutantpris

Juryens formand, Gro Frank Rasmussen, er litteraturkonsulent på Helsingør Kommunes Biblioteker. Hun læste motivationsteksten til Bogfestival Live på DR 2. Se med fra 22:50 på dette klip fra DR2.

På baggrund af 46 indstillede værker udpegede juryen fem forfatterdebutanter, der alle kæmpede om den prestigefyldte pris. Her bringer vi juryens motivationer. 

Hans livs store spring og tunge fald gradvist udfoldes på bogens 317 overbevisende, velkomponerede sider. Malmborg skriver både nænsomt og prægnant om individualisten og instrumentalisten Bargum, som vil drive forretning og tjene penge, som er drevet af virkelystens idealer, men som sidder fast i en dansk virkeligheds kedsommeligt lunkne suppe. Hvordan kommer han videre derfra? Han satser. Malmborg skriver lakonisk, nysgerrigt observerende om en mand, som mangler dømmekraft og dydens dannelse. En mand, der mangler det menneskelige gehør, som forfatteren til gengæld lysende demonstrerer, at hun ejer. Sofie Malmborg er i det hele taget en forfatter, der lytter til sit stof. ”Bargums synder” er et mentalitetsportræt og et tidsbillede. Der er noget effektivt over skrivestilen, som ikke bunder i hurtighed men i grundighed. Den viser sig også i respekten for det historiske materiale. Den historiske virkelighed står klart og sanseligt frem for læseren, den er tydelig, men selvom Bargum kan lide at pynte sig, så klæder romanen sig aldrig i overdreven staffage. Malmborg har en evne til at sætte scener og tableauer med en stor doseringssikkerhed.  ”Bargums synder” er et træfsikkert og illusionsløst portræt af en mand, der hverken kan indfri sine veksler eller sine ambitioner. Men romanen - den har til gengæld indfriet alle denne jurys forventninger.

" ... skrevet så levende og malerisk, at man skulle tro, hun havde været i hælene på sin hovedperson," skrev Litteratursiden om 'Bargums synder'.

Her kan en dværg bliver slugt af en flodhest, her kan duer blive tildelt fortjenstmedaljer, her kan en vidunderligt uforsonlig russisk cirkusprinsesse ved navn Varinka blive overhoved i en familie på Amager, en familie, som vi følger i 3 generationer, og som er verdensmestre i at drømme. Her hjælper det ikke at advare mod mirakler. Heldigvis. ”Højsangen fra Palermovej” er en roman om kærlighed med stort K. Kærlighed til familien med alle dens kanter og buler, kærlighed til kunsten, og kærlighed til den store, frodige fortællekraft. Men det er en roman, der viser, at man godt kan være højstemt uden at forfalde til sentimentalitet. Det skyldes bl.a. romanens humor, som indlejrer sig fra sætningsniveau og til fortælleniveau; en humor, som er båret frem af stor sprogbevidsthed og billedskabende kraft. Det er gjort med stilistisk overlegenhed. Og så er det en humor, der klinger af tragik. For forfatteren har et skarpt blik for eksistensens mørklagte gange og alle de snublesten, som virkeligheden lægger foran os. Man kan, som fortælleren, maleren Esther, have lavet et fuldendt landskabsmaleri, men man risikerer alligevel, inden man har set sig om, at et får har lagt en lille rund lort på akvarellens skrøbelige papir.
Romanen går sine egne veje; med et ordentligt sving af en armbevægelse byder den utilpassetheden indenfor. Den giver fanden i enhver tids modediller og kunstidealer. Den forsøger ikke at spænde livremmen ind, men hele tiden at udvide med et hul mere. Man læser den med stor appetit og har det imens som blommen i et æg, eller som blomster og æg – som Varinka ville sige.

... " en aldeles fremragende, vild, fabulerende og velskrevet roman om jagten på den store kærlighed", skrev Litteratursiden om 'Højsangen fra Palermovej'

Bogen indledes med et opslag på de sociale medier, der står: ”Min krop vil være en mand, og det vil jeg ikke.” Kønsidentitet er omdrejningspunktet, men det er ikke kun jeg’ets historie, det er vores allesammens historie. Bogen er en samtale med læseren om, hvad det betyder at være klædt ud som sig selv. Hvad det betyder at føle sig hjemme i en krop, i en relation til andre, især til sin familie, og i et samfund. Fortælleren spørger sig selv, og spørger os: Kan man få lov til at være andet end sin transkønnethed? ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” er en ærlig og filterløs bog om at ryste entydige definitioner af sig, om at være fri. Den er skrevet af en generøs forfatter, der vil dele alle de muligheder, der ligger i det nye, med os. Og som viser os, at man kan tale mange steder fra. Det gør Stokkedahl Dalgas ved at tilføre andre stemmer til bogen: andre, der har fortalt deres historie, andre, der formulerer deres erfaringer, og som findes i det transnationale og grænseløse rum, som internettet er. For fortælleren – og for os – fungerer stemmerne også som spejlinger, rollemodeller, håbsfigurer. Gry Stokkendahl Dalgas’ skriftfragmenter konkluderer ikke. Og selvom det er alvor, er det også håbefuldt: Vi skabes ikke ud af ingenting, men vi behøver ikke at fryse fast i én form.

... " Yderst vellykket debutværk om at være et mandeskelet i en kvindekrop.", skriver Litteratursiden i sin anmeldelse af 'Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej'.

Reservér bogen via Bibliotek.dk

Men man skal ikke tage fejl, for selvom der måske bliver slået et længselsmotiv an, er ”Faster Hildas Testamente” ikke noget forsøg på at give en farfar et eftermæle støbt i bronze. Det er snarere en nysgerrig undersøgelse af et menneske, en revitalisering af den historiske person på fiktionens præmisser. Forfatteren formår at lade en mand træde frem af fortællingens konturer, en mand, som er præget af ambivalens i forhold til sine egne livsvalg. ”Kan De være i tvivl?” bliver Goldschmidt spurgt. Og han svarer: ”Jeg er i tvivl om alting, altid. Det er derfor, jeg går med stok.” Citatet kendetegner ikke bare hovedpersonen, men også romanen selv – det bliver udtryk for et poetologisk livssyn: Forfatteren tager nok stilling til sin hovedkarakter, men hun dømmer ham ikke. Hun lader tvivlen komme ham – og også læseren – til gode.
Goldschmidt er altid en lille smule verliebt i sine kvinder – og der er mange af dem. Men mens de fleste kommer og går, og efterlader brudstykker af en familie, så bliver kvinden, der lægger navn til romanen, til det sidste. Hende kan Goldschmidt altid læne sig op ad. Det følsomt tegnede omrids af et dybt og intimt venskab mellem kunstnersjælen Goldschmidt og kvinden, som altid følges af en forunderlig duft af citron, den trofaste og livskloge Hilda, er en af bogens helt store styrker. Det er en roman, der trækker de store linjer op. Som bevæger sig mellem to verdenskrige og spejler de strømninger, der ligger i tiden. Den er skrevet med antydningens kunst om sammenbrud og nybrud og om at efterlade sig spor, mens tiden ruller videre som et jernbanetog drevet af damp. 

..."en vellykket romandebut, hvor forfatteren med kunstnerisk frihed giver et levende indtryk af sin farfar baseret på få facts," skrev Litteratursiden om 'Faster Hildas testamente'

En bog der viser, at selvom sindets tråde er svage, kan kærlighedens bånd være stærke. Ni år gammel bliver hotelværelser og roomservice hverdag for drengen Bjørn. Hans mors skizofrene vrangforestillinger tvinger dem ud af huset i Virum og ind i en nomadetilværelse på københavnske hoteller. I værelsernes mørke ligger hans mor og stønner svagt, og når Bjørn går, byder hun ham farvel, for måske er hun død, når han kommer tilbage. Hun bruger afmagten som herskerteknik. Hun er urimelig, manipulerende, uforudsigelig, og da pengene slipper op, bliver han sendt på kostskole, hvor systematisk mobning og vold rammer ham. ”Er du vred på mig nu?” ”Har jeg svigtet dig?” spørger moren ham igen og igen, når han som voksen besøger hende på hendes psykiatriske bosted. Hans svar er bogens originale greb, bogens egentlige oprør: Bjørn Poulsen nægter at svare ja. Denne bog kunne sagtens være skrevet på en bitter note, ivrig efter at fælde dom og placere skyld. Men det er den ikke, og det gør den ikke. ”Opkald fra mælkevejen” er en bog præget af psykologisk kompleksitet og eksistentiel nuancerigdom. Bjørn Poulsen lægger det hele frem for os for så åbent og fordomsfrit at sige: se – sådan kan summen af et livs erfaringer se ud, sådan kan handlinger fødes ud af omstændigheder. I denne roman lytter vi. Og vi ser.

"Begavet og velskrevet" skrev Litteratursiden om 'Opkald fra Mælkevejen'.