
Annie Ernaux og andre forfattere, der fik priser i 2022
Nordisk Råds Litteraturpris gik i år til en eksperimenterende roman
Danmark havde to stærke kandidater nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris: Solvej Balle og Rakel Haslund-Gjerrild. Det blev Solvej Balles tidsbøjende og eminent eksperimenterende 'Om udregning af rumfang' der løb med prisen. Der er foreløbigt udkommet fire bøger i syvbindsværket 'Om udregning af rumfang'. Reservér romanerne. Find Solvej Balle som e-bog på eReolen. Læs mere om Solvej Balle og nordisk Råds Litteraturpris 2022 .
Rakel Haslund-Gjerrilds roman 'Adam i Paradis' er bestemt også værd at få fat i. Det er et sansemættet portræt af den aldrende kunstmaler Kristian Kristian Zahrtmanns længsler.
Endelig gik Nobelprisen til en forfatter, der er oversat til dansk
Da det i efteråret blev afsløret, at franske Annie Ernaux fil tildelt årets Nobelpris i litteratur, var vi mange, der jublede højt over denne anerkendelse af et forfatterskab, der skildrer både det nære og det svære i et menneskes liv. Utroskab, illegale aborter, lyst og skam samt et dybt greb ned i familiehistorien er bare nogle af de ingredienser, der krydrer Ernauxs gryderet af et stærkt forfatterskab. Oveni købet gik prisen i år for en gangs skyld til et forfatterskab, der er oversat til dansk. Romanen 'Hændelsen' er også filmatiseret. Du kan finde den på Filmstriben.
DR Romanprisen satte fokus på vølver
Det blev Anne-Marie Vedsø Olesen, der i år modtog DR Romanprisen for romanen ’Vølvens vej – Snehild: Det er første bind i serien om Vølvens vej. Bind to, Misteltenen, er allerede udkommet, så det er bare om at komme i gang.
Lyt på DR om Vølvens vej
Bogforums Debutantpris i et stærkt felt
Debutantprisen er en litterær pris, som hvert år tildeles en debuterende skønlitterær forfatter. BogForums Debutantpris gik i år til Kristin Vego for novellesamlingen 'Se en sidste gang på alt smukt'. Læs mere om årets vinder af BogForums Debutantpris
En roman om kvindefrigørelse fik Edvard P. prisen
Johanne Mygind løb i år med Edvard P. prisen for hendes livsbekræftende skildring af tre generationer af kvinder i romanen 'Kærlighedens år'. Titlen er hentet fra Trilles sang 'Hej søster' og sammen tager vi rejsen fra 1950'ernes pæne pige over rødstrømpebevægelsens kamp for fri abort til nutidens nyskilte liv med delebørn og afgrundsdyb alenetid. Edvard P. prisen uddeles hvert andet år for at anerkende nye danske forfattere. Det er biblioteksansatte fra hele landet, der har stemt om, hvem der skal vinde prisen. Læs mere om årets vinder på Litteratursiden
Bedste Danske Bog i 20 år
I anledningen af Litteratursidens 20-års jubilæum i år inviterede de læserne til at pege på den bedste danske bog fra de seneste 20 år. Læserne stemte Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman 'Den der lever stille' ind på førstepladsen. Læs mere om vinderen af Bedste Danske Bog på Litteratursiden
Efter forlæg fra Aalborg Bibliotekerne