Frederikke Letts passion er den gode bog.
Hun har sat sig for at interviewe 100 mennesker om deres forhold til litteratur – og håber, at hun dermed kan inspirere andre til at læse mere. Privat bor hun i Snekkersten sammen med sin mand og femårige datter. www.frederikkesfokus.dk

Litteraturens særlige power

frederikkes blog Af: Biblioteket 9. Nov 2017 0 kommentarer
Vi lever i en mærkelig tid. Meget handler om at optimere, være stærke, robuste, iværksætte, drive
 – mindre handler om dybden af mennesket, skrøbeligheden, sanseligheden, den store sammenhæng og det eviggyldige. Meget handler også om at være ambitiøs på visse områder af tilværelsen: motion, kost, kompetencer, faglig dygtighed - mens andre sider af tilværelsen slet ikke forbindes med ambition: det sjælfulde og forståelsen for verden på flere planer. Hvilket egentlig er mærkeligt, for mennesket er vel først menneske, når alle facetter bliver udfoldet. Og vi taler netop  enormt meget om individet i denne tid.
 
For nylig mødte jeg en kvinde, der qua sit fag havde observeret, at forældre af i dag ikke gav det videre som de havde fået med fra deres barndom, og som havde dannet dem som mennesker. Her tænkte hun blandt andet på litteraturen.
Det er muligt, at børn lærte at læse Harry Potter og fantasy, men at den grundlæggende klassiske litterære oplæsning var forsvundet fra hjemmene, fordi de fleste stopper med at læse højt, mens børnene er små og slet ikke tager Dumas’ ”De tre Musketerer” og Orwells ”Kammerat Napoleon” ned fra hylderne mere, selvom alene de bøger indeholder fandens gode historier, stor visdom, ædle gerninger, humor, romantiske fantasier og eviggyldige indsigter. 
 
Hun mente, at vi lever i en tid, hvor vi glemmer at give det videre, der er dybest og vigtigst og mest dannende i forhold til at blive et helt menneske. For en ting er, at vi kan optimere os i et væk, nå nye niveauer og se vores inkompetencer i øjnene og rejse os,  men hvad med sjælen og mennesket bag det hele. En ting er at vi lever optimalt, men hvad gør det, hvis vi glemmer os selv?
Picture
 
Den intime højtlæsning
Nogle af de mest intime stunder man kan have sammen med andre mennesker er ved at læse højt for hinanden. Tid, fordybelse og det at lytte. Og måske er det det, vi skal give vores børn. Så ja det er muligt, at man skal kappe strålen til internettet og ja, det er muligt, at man skal kæmpe sig vej gennem himlende øjne og umiddelbar kedsomhed, men omvendt er det måske der svarene ligger midt i alt støjen. Fremfor coaches og Camp True North, fremfor vilde rejser på kryds og tværs af jordkloden, fremfor flimrende børnepsykologer og timelang boren rundt i sit barns inderste væsen, fremfor en evindelig optimering af barnets kompetencer og fremfor timer med skærmen – kunne det være at meget smelter sammen her.  Eller måske ikke fremfor det hele, men i hvert fald som et vigtigt supplement på rejsen. Et perspektiv.
 
Har du ondt i sjælen konsulterer du en coach. Du læser ikke en bog. Men det er faktisk hvad  den (u)populære Stå-fast-Svend Brinkman opfordrer til. For det er netop i litteraturen, at vi kan finde den største kilde til forståelse og genkendelse. Freud og Jung var også optaget af litteraturen og brugte den i høj grad i psykoanalysen. Det er først med den moderne coaching, at litteraturen er forsvundet ud. Som om vi helt har glemt ordet, skriften og at sproget ikke er fattigt, men meget meget rigt, hvis vi ellers kan folde det ud. Som så meget andet er det en muskel der skal trænes.
 
Svend Brinkman står  ikke alene med sit forsvar for litteratur. Syddansk universitet modtog i 2016 en bevilling på 28 mio. kr., fordelt over fem år, der netop skal bruges til at undersøge litteraturens særlige power. Professor Anne-Marie Mai, der er med i forskerteamet har forklaret, hvordan litteraturen giver os indsigt i det menneskelige og det sociale. Litteraturen kan give sine læsere en særlig forståelse for og anerkendelse af andre mennesker og deres liv. Den fanger os med sine udtryksformer og spændende historier.  Derfor vil forskerne se nærmere på, hvordan litteraturen bliver brugt, og hvad sker der med os, når vi læser. Forskerteamet skal blandt andet undersøge, om litteraturen kan kvalificere analyser af samfundet. Hvilken indsigt i vor tids store udfordringer omkring aldring, arbejde, sociale forskelle, alkoholisme, sundhed og sygdom, kan litteraturen tilbyde.  Det fik mig til at tænke på, hvordan litteraturen i helt mit liv har været en tro følgesvend og en vigtig ven samt et vindue ud til verden og en vej ind i sig selv:
Picture
 
Gyldendals klassikere
Da jeg var barn læste jeg meget. Det gjorde alle mine søskende, for sådan blev vi opdraget. Der var ingen dogmatisk løftede pegefingre, det indgik som en fuldstændig naturlig del af vores liv, at man læste. Vi læste Gyldendals røde klassikere, ”Mio min Mio” og alle de andre Astrid Lindgren bøger, vi læste ”Tudemarie”-trilogien, ”Hitchcock og de fem detektiver” trawlede vi igennem, og det er med særlig veneration, at jeg tænker på Phyllis Reynolds’ ”Heksen”, ”Heksens kat” og ”Heksens søster”, som er nærmest umulige at opdrive i dag. Alt sammen gav det inspiration, fodrede fantasien og gav heltebilleder. Trængte jeg til at græde, tog jeg min personlige yndlingsbog ned fra hylden, som var en gammel bog af min fars,  som hed ”Nissen i Skovridergaarden”. Jeg hulkede mig igennem den, for den handlede om en lille forældreløs pige, der bliver opdraget af en brysk onkel, men heldigvis (naturligvis) smelter hun hans hårde hjerte. Jeg husker også stadig, hvordan jeg i 6. klasse lå vågen en nat og læste Margaret Mitchells ”Borte med Blæsten” og græd som pisket, da Melanie, Ashleys åh-så-gode kone døde.
 
Som teenagere læste vi ikke store fantasy-trilogier som i dag, men vi læste Tove Ditlevsen (”Anne-lise 13 år”, ”Barndommens gade”) og jeg lærte med dramatisk mine flere af hendes digte udenad. Tove Ditlevsen hørte dog ikke kun ungpigeværelset til. Jeg husker, hvordan jeg med ætsende sårbarhed midt i et brud læste ”Gift” for første gang som voksen, hvor det var andre kvindeskikkelser end de smukke og sarte, man spejlede sig i. 
På ungpigeværelset læste vi også  ”Stormfulde Højder” af Emily Brontë, og alle bøger af de andre Brontë søstre, og selvfølgelig Jane Austen. I gymnasiet gjorde bogen ”Desirée” om Napoleons store kærlighed, som han ikke fik, indtryk. Meget handlede dengang om kærlighed. Og gør det endnu bare med flere lag og flere facetter. 
Picture
 
Forældre og bedsteforældre
En ting var alt det, vi selv læste, noget andet det mine forældre læste højt. Min far læste ”Niels Holgersens rejse”, han læste Alexander Dumas’ ”De tre musketerer”, George Orwells ”General Napoleon” (hvor historiens baggrund og sætningen: ”at alle er lige, men at nogle er mere lige end andre” stadig er noget jeg tænker på) og han læste ”Frændeløs” – og nøj hvor vi græd igen.
Min mor læste ”Det lille hus på prærien”. Jeg kan stadig dufte det majsbrød som familien Ingalls spiser så vellystigt, og jeg husker, at min mor forsøgte at bage det, men at det slet ikke levede op til bogens beskrivelse og sult. Jeg kan stadig se os tre piger sidde for foden af den blå stol som hverken var en Eames-stol, en Wegener eller en Starck, men bare en helt almindelig blå stol i gang med at lytte.
 
Også min morfar læste højt for os. Da vi var omkring de 12-13 år læste han ”Stolthed og Fordom”. Han læste ”Gengældelsens veje” af Pierre Andrézel ved vores seng, som er en af de romaner jeg husker med størst tydelighed. Jeg syntes det var helt vildt, at Pierre Andrezél egentlig var Karen Blixen, og at kvinder for ikke så længe siden kunne udgive i eget navn. Han læste også H.C. Branner – specielt novellen ”Iris” står som et uudsletteligt minde, og jeg mener stadig, at enhver ung preteen pige, bør få læst den højt. Den handler om at forsøge at følge med de forkerte, med de smarte i stedet for at være tro mod sig selv. (””At du gider”, sagde tykke Margrethe og alle de andre, men Iris gad”). Ja hun gad følge med den smarte pige i håbet om at blive populær, indtil hun bliver fravalgt til fordel for en anden. Stor lærdom i de sider i den alder.
 
Min farmor forbinder jeg med at læse ”Snedronningen”. Jeg kan se hende endnu sidde ved et glat lakeret bord og læse højt med sine smalle briller, mens jeg spiser de hjemmebagte boller, lytter, fantaserer og danner billeder af det knuste spejl, og isblomsterne på ruden. De to små venner, den lille Gerda og Kay og glassplinten, der sætter sig i øjet på Kay, så han isner til – og den lille Gerda, der drager af sted for at finde ham og befri ham.  Af alle eventyr, er det stadig det eventyr, der for mig rummer den største kærlighed, den største uskyld og den største kraft. 
Picture
 
Alle ville være D’Artagnan
Litteraturen var med til at give os perspektiv, udsyn og forståelse, men det er bare i bagklogskabens ulideligt klare lys, at jeg siger den slags nonsens. For dengang da vi læste og fik læst højt var det bare dyb, dyb underholdning, det bedste tidsfordriv og stærkt tilfredsstillende, og så selvfølgelig var der en stor lise i at forsvinde ind i litteraturens verden og genkende sig selv i karakterne eller blive inspireret til hvordan man ville gå ud i verden som menneske. Alle ville være D’Artagnan, når vi fægtede med pindene i haven.  Og ingen tvivl om at Heathcliff og Catherine fra ”Stormfulde Højder” ramte mine romantiske åre, så der sprang læk. Hulkede gjorde vi over Tvebak og Jonathan og alle de andre børn, der ømt og indædt kæmper for lyset. Og følelsen af at noget stort og vigtigt blev plantet i brystet på mig, føler jeg stadig, når jeg tænker tilbage på alle de bøger, som vi selv læste og fik læst højt dengang.
 
Jeg som ellers har glemt meget fra mit liv - husker ufattelige mængder fra de bøger og de følelser det gav mig at lytte til oplæsningerne og drømme mig ind i forskellige verdener.
Picture
 
Fordomsfuldhed følger også belæste typer
Som  barn tror man jo ofte, at det man selv gør – gør alle andre også. Det er der sågar nogle, der tror i deres voksne liv, fordi de aldrig har lært eller er bange for at løfte blikket. Og det uanset om man har læst bøger eller ej. Fordomsfuldhed følger også belæste typer. Men det kom fuldstændig bag på mig, at det kunne være negativt eller mærkeligt at være en der læste bøger. Da jeg begyndte at komme i smartere miljøer, med mere sådan mere smart-i-en-fart-mennesker – fik jeg flere gange at vide, at jeg var hende den mærkelige, der læste bøger. Jeg vidste ikke at man var en type, der gjorde det, og at det var mærkeligt.
 
Selv begyndte jeg at læse jura. Og det ene udelukker i den grad ikke det andet. Jeg tror faktisk, at det var under mit jurastudie, at, jeg læste allermest her i livet. Jeg husker stadig, hvordan jeg sad og læste om menneskets forfald ”Døden i Venedig” af Thomas Mann i mine bedsteforældres sommerhus – mens jeg tvang mig gennem ejendomsretten (som jeg fik 7 i og aldrig fattede). Jeg husker hvordan jeg lå på græsplænen i Hornbæk op til en eksamen i offentlig ret og læste Patricia Highsmiths bøger om den fascinerende og ekstreme skurk i ”The Talented Mr. Ripley”, der handler om misantropi og hvor let det er at narre folk – for alle ser det i Ripley, de vil. Jeg prøvede altid at opstille regler for mig selv om at jeg måtte læse 10 siders litteratur og 10 siders jura, men det endte altid med at jeg slugte bøgerne råt og sad i de lyse timer og forsøgte at indhente juraen. 
Picture
 
​Det var litteraturen og menneskene der interesserede mig, ikke juraen. Jeg havde et studiejob på et advokatfirma, hvor jeg aldrig lavede noget som helst andet end det jeg var bedst til – nemlig at tale med mennesker. Jeg forlod jobbet på advokatfirmaet pga. af håbløse romantiske forviklinger, og fordi jeg skulle et år til Montpellier. Det år i Montpellier gav mig mange indsigter. For det første gik det op for mig, at de mindst dannede mennesker i den europæiske sammenhæng var danskerne og hollænderne. Alle de andre - tyskerne, italienerne, franskmændene - havde langt flere strenge at spille på, et større åndeligt rum, en større dybde. Jeg mødte ikke én tysker, der ikke samtidig kunne spille et instrument, interesserede sig for noget andet eller havde en kunstnerisk hobby af en art. Hollænderne og danskerne vil bare feste. De andre opsøgte filmfestivalerne,  operafestivalerne, og alle englænderne havde en klassiker med natbordet. Jeg er med på at der findes andre dele af de europæiske lande, hvor dette billede ikke stemmer – men det var, hvad jeg så det år. 
Picture
 
Madame Bovary
Jeg var vitterligt ikke i specielt godt humør det år i Montpellier. Det var før der var psykologer og før coaches og før internet til at google sig til en diagnose og før noget som helst andet end sig selv og ja i mit tilfælde litteraturen. Jeg havde et arsenal af bøger med, og når de slap op – tog jeg min lille Renault 5 kørte med hidsig fart fra Montpellier til Avignon, hvor jeg kunne hente endnu en lager af litteratur. Hold nu op hvor jeg læste. Jeg borede mig selv ned i bøgerne, på jagt efter svar og på jagt efter forståelsen for, hvad der rører sig i os - menneskets indre.
 
Der er specielt fire bøger der står lysende klart for mig fra den periode. Den ene var ”Daniel Martin” af John Fowles, som jeg følte var skrevet til mig personligt. Den bog vil jeg anbefale til enhver, der befinder sig i en livskrise. Som udviklingsroman er den fuld af voldsomt relevante indsigter om forholdet mellem mennesker, forholdet til sig selv, om at kigge tilbage for at forstår, om imperialisme, forholdet mellem USA og England og meget mere.
En anden bog jeg husker, havde jeg en næsten forfærdende oplevelse med. Det var Fjodor Dostorjevskij ”Raskolinikov – Forbrydelse og Straf”. Husker den som enormt udfordrende at læse, så dyster og mørk, at jeg det på det nærmeste svimlede for mig med al den kynisme og fokus på en detalje fremfor det store billede. Et rent mareridt om en temmelig begavet student, der ud fra en hensynsløs overmenneskefilosofi begår et uopklarligt mord, som han tvinges til at tilstå. Så uhyggelig på mange planer. 
Til gengæld, er der ikke mange bøger jeg har grinet højt af men ”High Fidelty” af Nick Hornby som siden blev filmatiseret med Iben Hjejle og John Cusack var vildt sjovt. Og så ydrk, ydrk ydrk var der Madame Bovary af Gustave Flaubert. En forfærdelig historie om en doven og dum dame, der keder sig. Jeg hader Mme Bovary og hadede at genkende mig selv i hende.
Og mens jeg hånede og rasede, græd og grinede mod mig selv, var det i disse bøger jeg fandt mere end et glimt af genkendelse og en stor forståelse for det at være menneske.
Picture
 
Livet skal leves
Faren ved at begrave sig i litteraturen er så omvendt den, at man ikke får levet livet, fordi man leder og leder efter svar, der først kan findes i det ægte liv. Man forskanser sig måske og glemmer samtalen, livssamtalen som er det mest sublime tilværelsen kan byde på. Hjemme i Danmark, åbnede jeg igen for samtalen og lærte derigennem igen verden at kende fra endnu et lag. Psykologi og litteratur og mennesket  går fint hånd i hånd. Det ene udelukker ikke det andet. Men har man spenderet mange år med næsen begravet i sig selv og litteraturen – kommer behovet for at løfte blikket mod verden og sætte sig selv i spil. Derfor klappede jeg i en årrække bøgerne i, deklarerede at folk generelt og jeg i særdeleshed var holdt op med at læse og det eneste jeg ville var at deltage i livet. 
 
I dag ville jeg bare ønske jeg kunne komme frem til at læse noget mere igen. Og det er jo et valg. Meget læser jeg for Ava. Det er mit ultimative og allerbedste tidspunkt på dagen, når jeg ligger der i Avas seng og læser min gamle yndlingsbog ”Maries hus” om et dukkehus og en stakkels stuepige, der skrider fra det hele. Når det er Avas tur til at vælge bøger giver hun mig drillende ”Mickeys Trafikbøger”, som jeg HADER. Men midt i al den vigtige visdom og store litteratur, midt i alt det prægtige og det rigtige, er det også så fandens vigtigt at give slip på det hele og overgive sig til alt det, der ikke er så fint og fornemt og højlitterært – for ellers skaber man alligevel bare små åndsnobbede maskiner. Og de er fanme lige så ulidelige som dem, der er det modsatte. 
Picture
 
Så ja.  Jeg håber i den grad, at der er en bølge i gang, som  vækker lysten til at læse og undersøge verden og sig selv – også gennem den klassiske litteratur med Svend Brinkman og professor Anne-Marie Mai som vægtige ambassadører.
​Og så tænker jeg på en yderst sexet og meget velklædt business kvinde, der stod i lufthavnskøen i Berlin med høje Louboutin hæle og hele pivtøjet, som stod og diskuterede strategi, mens hun havde ”Forbrydelse og Straf” under armen. Hende så jeg fascineret på. Men en ting er at stå med bøgerne under armen. Noget andet er at læse dem,  læse dem højt og give det videre. Og det kræver tid. Og ro. Men skal gøres. Kimen lægges i barndommen, det er ikke nok med fantasy og højtlæsningen må ikke stoppe før, barnet er 15+. Giver du dine børn det med, giver du dem flere niveauer at færdes på og muligheden for som voksen i og udenfor uomgængelige livskriser at finde dybe indsigter om det at være menneske - på godt og ondt og uden et krav om evindelig optimering.  #stramop

Tilføj kommentar