Det læste Helsingør i 2021

Helsingør Kommunes Biblioteker ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår med et tilbageblik over de bøger, der hittede hos helsingoranerne i 2021.

Af bibliotekar Anette Thede

Kærlighed, spænding og venskaber under Koreakrigen er et hit

I gennemsnit gik en låner hjem fra biblioteket med romanen ’Pigen fra det store hvide skib´ hver dag i 2021. Romanen, som handler om menneskene på hospitalsskibet Jutlandia under Koreakrigen, er skrevet af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Og med mere end 370 udlån blev bogen således den mest udlånte bog i 2021.

Populær på andet år

Igen i år ville lånerne i Helsingør have fingrene i Stine Pilgaards underholdende komedie ’Meter i sekundet’, som handler om at blive voksen i en lille vestjysk by. Mens den i 2020 var den mest udlånte bog, sneg den sig i år ind på en andenplads. Den smukke kærlighedshistorie om maleren Vilhelm Hammershøi ’Kvinde set fra ryggen’ af Jesper Wung Sung, er årets tredje mest læste bog i Helsingør.

Krimiforfattere – også de lokale hitter

Det er ingen hemmelighed, at mange læsere i Helsingør er vilde med krimier. Og særligt de danske krimiforfattere, står læsernes hjerte nær. De seks mest læste krimier i år er alle skrevet af danskere. Sara Blædels ’Den tavse enke’ topper med over 250 udlån, mens krimiforfatterne Michael Katz Krefeld, Lone Theils, Katrine Engberg og Helsingørforfatteren Lars Kjædegaard også er blandt de populære.

Mere af det samme, tak

Helsingoranerne er vilde med produktive forfattere, der formår at holde læseren til ilden med nye bøger.
I slutningen af 2020 udgav den danske krimiforfatter Sarah Blædel ’Den tavse enke’, som snart i et år har ligget på top-ti listen over mest lånte bøger. Knapt dalede efterspørgslen på ’Den tavse enke’, før den produktive forfatter atter var aktuel med en ny krimi. Og Helsingør ville med det samme læse ’Opløst’, som den nye krimi hedder. Tilsvarende gik det med Michael Katz Krefeld, som kun lige nåede at forsvinde ud af bibliotekets top-ti i juni, før han i november var på pletten og inde på top-ti-listen igen med det nyeste skud i Ravn-serien, ’Imperiet’. Lige som sidste år var irske Lucinda Riley populær blandt læserne i 2021. Hendes sidste bind i serien om de syv adoptivsøstre ’Den forsvundne søster’ nåede lige at udkomme, inden forfatteren selv døde, kun 55 år gammel.  Selvom biblioteket købte hele 38 eksemplarer af ’Den forsvundne søster’, nåede den i juli op på over 200 reserveringer.

Aldring, borgerkrig og udlængsel i en tid præget af corona

Den mest udlånte fagbog i 2021 var ’Arabica’ af Puk Damsgaard. 200 lånte Damgaards rejseberetning om det stærkt lukkede Yemen, hvor hun i sin skildring af det borgerkrigsplagede land knytter et venskab til den yemenitiske læge Shifa, som flygter til vesten på grund af truslen om tvangsægteskab. I den mere lette rejsegenre var vinterens mest hypede rejsebeskrivelse, Rane Willerslevs ’Ekspeditioner’. I bogen kommer læserne med Willerslev ud til den nordøstsibiriske ødemark og andre steder på kanten af verden. Dermed byder bogen på usædvanlige rejseoplevelser i en tid præget af udlængsel og en verdensomspændende epidemi, der har sat sine begrænsninger. Aldring i en naturvidenskabelig kontekst er også noget, der optager mange borgere i Helsingør. Således har bogen ’Gopler ældes baglæns’ af den unge studerende Nicklas Brendborg ligget på hitlisten siden april og gør det stadig her ved udgangen af 2021.

Foto af artiklens forfatter bibliotekar Anette Thede
Bibliotekar Anette Thede med årets mest læste bøger: Pigen fra det store hvide skib og Meter i sekundet.
10.12.21